Udskældt tilskuer løsladt – men skal møde i retten

I oktober skal en kvinde møde i retten i sagen om et stort styrt i Tour de France, hun var indblandet i.

En 30-årig kvinde er fredag blevet løsladt, efter at hun tidligere på ugen blev anholdt i sagen om et stort styrt i Tour de France.

Kvinden, der var tilskuer til 1. etape af det franske etapeløb, var eftersøgt, fordi hun med et stort papskilt i vejsiden spærrede en del af vejen for feltet.

Hun skal møde i retten 14. oktober, meddeler anklagemyndigheden ifølge nyhedsbureauet AFP.

Her risikerer hun at blive tiltalt for at have handlet uagtsomt og for at have forårsaget legemsbeskadigelse.

Katastrofal hilsen til bedsteforældre

På løbets første dag stod kvinden med et papskilt, hvor hun tilsyneladende havde skrevet en hilsen til sine bedsteforældre.

Hun havde fronten mod kameraet og så derfor ikke, at Tony Martin bragede ind i hende med høj hastighed. Kollisionen sendte Jumbo-Visma-tyskeren i asfalten, og samme skæbne led en stor del af feltet.

Flere cykelryttere pådrog sig skader som følge af kæmpestyrtet, og blandt andre måtte Movistars Marc Soler efter etapen udgå, da han havde slået sig for meget.

Tour de France-ledelsen meddelte i første omgang, at den ville lægge sag an mod kvinden, men torsdag blødte løbsdirektør Christian Prudhomme op og trak truslen om et juridisk efterspil tilbage.

Det betyder dog ikke nødvendigvis, at kvinden slipper for at blive straffet. Politiet valgte nemlig at gå ind i sagen i weekenden, og få dage senere meldte hun sig selv til politiet.