Tour de France

I dag vender Touren tilbage til stedet, hvor Chris Anker fandt ud af, han ikke var god nok

Mont Ventoux blev for fem år siden stedet, hvor den tidligere cykelrytter Chris Anker Sørensen nåede en hård erkendelse.

Det var med spænding i kroppen, at Chris Anker Sørensen 14. juli 2016 satte sig i sadlen.

- Det var en af de dage, som jeg allerede inden Touren havde sat et kryds ved.

Langt hen ad vejen så det også ud til at blive den dag, som han havde håbet på. Chris Anker Sørensen, der på daværende tidspunkt kørte for franske Fortuneo – Vital Concept, havde ramt udbruddet på 12. etape.

Jeg sad alene i ensomheden og kunne bare se de andre sejle væk

Chris Anker Sørensen

Kilometer for kilometer nærmede de sig etapens absolutte højdepunkt: Mont Ventoux.

En spektakulær stigning, hvor legender som Raymond Poulidor, Eddy Merckx og Marco Pantani har fejret store Tour-triumfer. Chris Anker Sørensen håbede, han kunne blive den næste.

Men allerede inden ankomsten til 'Det Skaldede Bjerg', som Mont Ventoux populært kaldes, vidste han, at det ville forblive som en drøm.

- Jeg kunne jo godt mærke, at jeg virkelig skulle kæmpe med det. Jeg håbede selvfølgelig på mirakler, men jeg vidste godt, at det bare ville handle om overlevelse, siger Chris Anker Sørensen.

I stedet kom den på det tidspunkt 31-årige dansker frem til en karrieredefinerende erkendelse.

- Jeg sad alene i ensomheden og kunne bare se de andre sejle væk. Jeg sad og kæmpede og havde det hårdt, og så var det, at de negative tanker vandt indpas.

- Jeg synes ikke, det var sjovt. Det var erkendelsen af, at jeg ikke var god nok, og at jeg nok skulle finde på noget andet at lave, siger Chris Anker Sørensen.

Se onsdagens store bjergetape, hvor Mont Ventoux er på programmet, direkte på TV 2 og TV 2 PLAY.

Talte om karrierestop med sin manager

Danskeren kæmpede sig i mål som nummer ni på etapen – over fire minutter efter etapevinderen, Thomas De Gendt. Langt fra den livslange drøm om at krydse målstregen først på en etape i Tour de France.

Oplevelsen på Mont Ventoux formåede Chris Anker Sørensen ikke at ryste af sig, inden feltet rullede ind på Champs-Élysées, og Tour de France var et overstået kapitel.

- Resten af Touren var ikke god. Jeg tror, de fleste cykelryttere når et punkt i deres karriere, hvor indser, at det er slut. Jeg var så heldig, at jeg kunne sige, at jeg skulle noget andet.

2016 var Chris Ankers første sæson på Fortuneo – Vital Concept, der i dag går under navnet Arcea – Samsic, og det skulle også vise sig at blive den eneste.

- Lige efter Touren snakkede jeg med min manager om fremtiden. Han snakkede med andre hold, og jeg overvejede det også selv, men jeg kunne godt mærke, at jeg blev mere og mere klar på at komme hjem og køre for et dansk hold.

Chris Anker Sørensen vendte ganske rigtigt hjem til Danmark, hvor han skrev kontrakt med kontinentalholdet Riwal Cycling Team.

Her nåede han at køre i to sæsoner, inden han i 2018 endegyldigt stoppede sin professionelle karriere som cykelrytter.

Nu vender Touren tilbage til Mont Ventoux

I dag fungerer Chris Anker Sørensen som cykelekspert for TV 2 SPORT, og onsdag slipper han med en træningstur op ad Mont Ventoux, inden Tour-feltet senere på dagen kører ind på den famøse stigning for første gang i fem år.

Selvom den seneste oplevelse på Mont Ventoux var en trist en af slagsen, så glæder Chris Anker Sørensen sig til at kommentere det store bjergslag.

- Jeg har en masse gode minder fra Mont Ventoux, og så synes jeg jo bare, at det er et fedt bjerg, siger cykeleksperten, der som ung rytter oplevede stor succes på netop det bjerg i forbindelse med det franske etapeløb Critérium du Dauphiné i 2007.

- Det er også det sted, hvor jeg brød igennem. I Dauphiné viste jeg, at jeg var en bjergrytter, som de godt kunne satse på, fordi jeg længe kørte med de bedste.

På onsdagens etape skal feltet for første gang i historien prøve kræfter med Mont Ventoux to gange på samme dag.

Første tur er 22 kilometer lang og har en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,9. Anden gang er noget værre. 15,7 kilometer og 8,7 procent i snit.

Chris Anker Sørensen er ikke i tvivl om, at der venter et spektakulært cykelløb.

- Det er et af de her legendariske bjerge, der står helt alene i landskabet og ser så monstrøs og voldsomt ud. Det er kæmpen i Provence (regionen, red.). Der er noget vildt over det.

Ingen danskere når samme erkendelse

Onsdag er der hele 11 danske ryttere, der skal prøve kræfter med det enorme bjerg i det sydøstlige Frankrig. Chris Anker Sørensen har en forventning om, at ingen af dem vil nå samme erkendelse, som han selv gjorde, da Touren sidst lagde vejen forbi.

- Jeg håber, at det kun bliver en positiv oplevelse for de danske ryttere. Heldigvis er de fleste af dem unge, så det er for tidligt til, at de vil køre med de tanker.

Cykeleksperten tillader sig at have forventninger til særligt to af de danske ryttere.

- Jeg håber, det bliver en god dag for Fuglsang, der er en af de ældre i feltet. Jeg håber, han kan være med om sejren, og jeg håber, at Jonas Vingegaard vil få en god dag. Det er primært de to, vi skal have stor fidus til.

Mens Astanas Jakob Fuglsang først og fremmest jagter etapesejre i årets Tour de France, så er Jonas Vingegaard fra Jumbo-Visma fortsat med helt fremme i klassementet, hvor han kæmper for en plads på podiet.

Det er de to, vi kan have forhåbninger til. Hvis Jonas Vingegaard kan tage noget tid på sine rivaler, og Fuglsang kan vinde etapen, så har det været en god dag.