- Jeg kan ikke tro det, siger Cavendish
Mark Cavendish er nu oppe på siden af Eddy Merckx i antallet af Tour de France-etapesejre.
Han gik ind til dette Tour de France med en drøm, der virkede langt væk.
Mark Cavendish havde inden Touren fire etapesejre op til Eddy Merckx, hvis han ville tangere rekorden for flest etapesejre i Tour de France.
På fredagens 13. etape blev det en realitet, da Cavendish nok en gang var hurtigste mand i massespurten og tog sin fjerde etapesejr i år. Efter etapen var briten så smadret, at han havde svært ved at forholde sig til, at han netop havde tangeret rekorden.
- Jeg kan ikke en gang tænke på det lige nu. Jeg er bange for, jeg er helt død. 220 kilometer i den varme og den vind... Jeg gik så dybt her. Jeg gik så dybt. Drengene var fantastiske, og jeg kan ikke tro på det.
- Det er ikke gået op for mig endnu. Det er endnu en sejr i Tour de France. Det er som min første sejr. Jeg har lige vundet en etape i Tour de France, og det var det, jeg drømte om som barn. Det er en drøm. Jeg har arbejdet så hårdt for det her, siger han i vinderinterviewet.
Deceuninck - Quick Step-rytteren kørte først over målstregen, hvor den danske holdkammerat Michael Mørkøv blev nummer to. Belgiske Jasper Philipsen sluttede etapen som nummer tre.
'Et af de smukkeste eventyr'
TV 2 SPORTs cykelekspert Henrik Jul har også svært ved at finde ordene for den præstation, Cavendish har leveret.
- Det er et af de smukkeste eventyr i den nyere cykelhistorie, at en mand, der har været så langt nede, som Cavendish har været, rejser sig og vinder fire gange i år.
- Det er fuldstændig vanvittigt, at han tangerer den her rekord, siger Henrik Jul.
Mark Cavendish får sågar muligheden for at slå rekorden. Både 19. og 21. etape indbyder til massespurt, hvor Cavendish har vist sig uovervindelig i årets Tour de France.