Tour de France

Fuglsang frygter vaccineeffekt

Jakob Fuglsang har svært ved at presse sig selv og mener, at hans krop reagerer på to vaccinestik.

Jakob Fuglsang mistænker en coronavaccine for at være årsagen til, at han har haft svært ved at ramme sit topniveau under Tour de France.

Den rutinerede dansker er taget til Touren for at jagte etapesejre, men har endnu ikke været i stand til at gøre sig gældende i front på en eneste etape.

Og det er dårligt nyt blot to uger før OL, som er hans store mål for sæsonen.

- Jeg føler mig stadig ikke supergodt kørende. Når jeg skal køre til, føler jeg, at der er en begrænser på. Jeg kan godt gøre det i et kort stykke tid, men så føler jeg, at der mangler luft. Det er selvfølgelig noget, der bekymrer mig lidt.

- Det er lidt dumt at have fået en vaccine for at komme til OL, hvis den gør, at jeg ikke kan præstere, som jeg gerne vil. Jeg tror, at det er den, der er årsagen, siger Jakob Fuglsang.

Han har fået to skud Pfizer-vaccine, og det er hans opfattelse, at kroppen reagerer i et stykke tid efter hvert stik.

- Jeg fik en vaccine efter ardennerklassikerne, og jeg mærkede noget på vores efterfølgende træningslejr. Til gengæld var jeg godt kørende i Schweiz Rundt.

- Så fik jeg vaccine nummer to derefter, og jeg tror, at det er den, jeg mærker nu. Mit eneste håb er, at når vi når til OL, så er skidtet ude af kroppen, siger Jakob Fuglsang.

Fuglsang var kortvarigt i udbrud på 14. etape, men faldt hurtigt tilbage til feltet.