Tour de France

Mens alle jublede over Cavendish, var holdkammerat få minutter fra Tour-exit

Tim Declercq var hårdt medtaget efter sit styrt med godt 60 kilometer til mål på 13. etape og var lidt under tre minutter fra at ryge for tidsgrænsen.

Flere kilometer efter feltet, langt væk fra tv-kameraernes søgelys, kæmpede Tim Declercq en hård kamp i den bagende hede.

Den 32-årige Deceuninck - Quick-Step-rytter var en af de mange ryttere, der var involveret i styrtet med 62 kilometer tilbage af 13. etape i Tour de France, og hans største fjende var nu tiden, der ikke tog hensyn til hans lidelser.

Declercq var mutters alene. Hans holdkammerater sad i feltet for at passe på og køre for Mark Cavendish. Det var derfor Declercqs egen vilje, der skulle redde ham fra at ryge for tidsgrænsen.

2 minutter og 45 sekunder foran fejebladet krydsede 'El Tractor' målstregen i Carcassonne. En stor sejr for en forslået Tim Declercq, som var sidste rytter i mål 21 minutter og 38 sekunder efter Cavendish, der tangerede Eddy Merckx' rekord for flest etapesejre i Touren.

I målområdet måtte Tim Declercq komme til sig selv siddende op ad en bande. Langt fra den opløftede stemning i Quick-Step-bussen.

- Hele holdet har del i sejren i dag, sagde Quick-Step-sportsdirektør Wilfried Peeters efter etapen ifølge Het Nieuwsblad.

- Desværre var Tim involveret i styrtet. Han havde ført hele dagen og måtte derefter køre alene til mål. Til at begynde med var han groggy. Vi fik ham straks tilset af Tour-lægerne. Vi må se, hvad der sker i aften. Der er bedre øjeblikke end at styrte i så varmt et vejr. Forhåbentlig er han okay.

Kører efter alt at dømme videre

På tv-billederne fra 13. etape ligner det, at Tim Declercq hamrede direkte ind i en vejpæl. Feltet var på det tidspunkt på en nedkørsel og kørte med omkring 65 kilometer i timen.

Efter styrtet sad Declercq i vejkanten i nogle minutter, inden han kunne sætte sig tilbage på cyklen.

Den seneste melding fra Quick-Step er, at Declercq også sætter sig i sadlen lørdag, hvor 14. etape venter.

- Efter sit styrt på dagens Tour de France-etape til Carcassonne kæmpede Tim Declercq hårdt for at komme i mål. Efter målstregen undersøgte lægerne ham yderligere for at vurdere en blodansamling på hans venstre knæ og hudafskrabninger på hans ben og skulder, skrev Quick-Step på Twitter fredag aften.

- Som det ser ud nu, burde Tim være klar til at fortsætte i Tour de France, men han vil blive fulgt nøje af vores lægehold i nat.

Lørdag bliver dog ingen nem dag i sadlen for Tim Declercq, da 14. etape er kuperet og byder på hele fem kategoriserede stigninger.

Etape fra Carcassonne til Quillan er 183,7 kilometer lang.