Tour de France

Mørkøv skyder Cavendishs overvejelser ned

Mark Cavendish tangerede fredag Eddy Merckx' rekord for flest etapesejre i Touren, men briten overvejede at give etapesejren til Michael Mørkøv.

Michael Mørkøv har aldrig været tættere på at vinde en etape i Tour de France.

Den 36-årige dansker blev nummer to på 13. etape fredag, kun overgået af holdkammeraten Mark Cavendish, og efterfølgende lød det fra briten, at han gerne ville have givet etapesejren til Mørkøv.

- Han er en meget følsom person. Han kom også til mig på hotellet og sagde, at han måske skulle have givet mig den (etapesejren, red.), men det skulle han absolut ikke, fordi han var på vej mod den her rekord, siger Michael Mørkøv til TV 2 SPORT før starten på 14. etape lørdag.

- Og i øvrigt ligger vi i en stor kamp om den grønne trøje, så de point, han fik, er også vigtige. Jeg er sikker på, at hvis han nogensinde får chancen for at give lidt igen, gør han det også.

Cavendishs etapesejr var hans 34. af slagsen i Tour de France. Dermed udlignede han Eddy Merckx' rekord for flest etapesejre i verdens største cykelløb.

Det er bare fantastisk at køre på sådan et vinderhold

Michael Mørkøv, cykelrytter

Mørkøv, der fungerer som leadoutman for Mark Cavendish, fortalte efter etapen fredag, at han havde en klar fornemmelse af, at Cavendish ville komme bagfra, og at det nok have givet lidt dårlig stemning, hvis han havde snuppet etapesejren for næsten af briten, der var på rekordjagt.

Drømmer om etapesejren i Touren

Danskeren lægger dog ikke skjul på, at det er en stor drøm for ham at vinde en Tour de France-etape.

- Jeg vil ligesom alle andre ryttere giver min højre hånd for at vinde en etapesejr i Tour de France, men jeg er nået et sted i min karriere, hvor jeg godt kan gå rolig i seng om aftenen og tænke, at det var os, der vandt etapen. Det betyder ikke det store for mig, om det var mig, der var oppe på podiet, eller om det var Cavendish.

- Men jeg synes, at det var fantastisk at vinde som et hold, og det kan godt være, at jeg som 25-årig havde ærgret mig over det, sådan som spurten udviklede sig, men jeg er et sted, hvor jeg bare nyder at levere et godt stykke arbejde for holdet, som resulterer i en sejr, ligesom i øvrigt alle mine holdkammerater gjorde under etapen, siger Mørkøv.

Mark Cavendishs etapesejr fredag var ganske vist historisk, men fejringen af etapesejren på Deceuninck - Quick-Step-holdet var ikke speciel.

Etapesejren blev fejret, på samme måde som holdet havde fejret sine fire første Tour de France-etapesejre i år, fortæller Mørkøv.

- Det er klart, at rekorden er noget historisk, men en etapesejr i Tour de France er enestående i sig selv. Det er bare fantastisk at køre på sådan et vinderhold.

Deceuninck - Quick-Step-holdet står noteret for i alt 820 UCI-sejre. 104 af dem er etapesejre i de tre Grand Tours (Tour de France, Giro d'Italia og Vuelta a España).