Vingegaards chef er rolig: - Bliver ikke svært at hente
Jonas Vingegaard blev skubbet ned på fjerdepladsen på 14. etape, hvor franske Guillaume Martin kørte sig syv placeringer frem.
Se alle Tour-etaper uden afbrydelse på TV 2 PLAY
Jumbo-Vismas sportsdirektør Frans Maassen er slet ikke nervøs for, at Guillaume Martin har overhalet Jonas Vingegaard i klassementet.
Franskmanden var med i dagens udbrud, og selvom han ikke vandt etapen, kom han i mål så lang tid før favoritfeltet, at andenpladsen i klassementet blev sikret.
- Det betyder ikke meget for os. Vi måtte bare følge efter på den måde, vi gjorde. Men han gjorde et godt stykke arbejde, og han er nu foran Jonas. Men vi håber og tror, han får en svær dag i morgen, siger Frans Maassen til TV 2 SPORT.
- Jonas skal bare køre på sit vanlige høje niveau, og når han gør det, så tror jeg ikke, det bliver svært at indhente ham igen, siger sportsdirektøren.
Vingegaard selv var heller ikke synderligt påvirket af at ryge ud af podiepladsen.
- I dag var en hård og varm dag, og der gik lang tid, før udbruddet fik lov til at køre. Det endte med at gøre dagen ret hård. Vi kom sikkert igennem, og drengene sørgede godt for mig. Jeg er meget glad for det. Dagen var perfekt for os, siger Vingegaard.
Alt andet lige betyder det, at en rytter mere nu er inde i kampen om de eftertragtede podieplaceringer efter Tadej Pogacar, der har mere end fem minutter ned til Guillaume Martin, som nu er nummer to i klassementet.
Afviser jagt på gul trøje
Søndag venter den første af flere store bjergslag i Pyrenæerne, og det kan bliver en vanskelig størrelse, erkender franskmanden.
- Jeg brugte rigtig meget energi. Jeg var tømt, da jeg kom i mål. Jeg vil forsøge at restituere, men jeg tror, jeg taber tid i morgen. Men jeg håber, det ikke bliver for meget, og så må vi se på den anden hviledag (mandag, red.), hvad jeg kan gå efter, siger Martin, der under alle omstændigheder afviser, at den gule trøje er aktuel.
- Jeg var næsten ti minutter bagud, så jeg er ikke en stor trussel for Pogacar. Han er stærkere end mig, så han kan sove trygt. Jeg bliver ikke et problem for ham.
Top-5
- Tadej Pogacar
- Guillaume Martin +4'04
- Rigoberto Urán +5'18
- Jonas Vingegaard +5'32
- Richard Carapaz +5'33
Ville ikke bruge kræfter
Efter 14. etape langede Tadej Pogacars danske hjælperytter, Mikkel Bjerg, ud efter de øvrige hold for at lade Martin komme ind i topstriden.
For Vingegaard og Jumbo-Visma var det dog aldrig et tema at bruge kræfter på at lukke hullet og forsvare tredjepladsen.
- Vi ville ikke sætte efter ham. Vi håbede lidt, at INEOS måske ville gøre det. Men det gjorde de ikke. Alle så frem mod i morgen, tror jeg.
Var du overrasket over, at INEOS ikke satte efter?
- En lille smule. Men de venter også på den store etape i morgen, siger Frans Maassen.
15. etape byder på flere store stigninger i Pyrenæerne.