Vingegaard blev optimistisk, da han tjekkede op på ny rival
Guillaume Martins team manager, Cédric Vasseur, forstår godt, at der endnu ikke er opstået en nervøsitet over franskmandens indtog i klassementet.
Lørdag eftermiddag fik Jonas Vingegaard sig en endnu en konkurrent at forholde sig til.
Fransk Guillaume Martin meldte sig pludselig ind i klassementet, da han takket være en plads i dagens udbrud kørte sig op på andenpladsen i Tour de France.
Cofidis-rytteren skubbede dermed danske Vingegaard ned på en fjerdeplads. Jumbo-Vismas sportsdirektør Frans Maasen var ikke nervøs over franskmandens indtog i klassementet, men holdets 24-årige Vingegaard tager den pludselige trussel seriøst.
- De andre sagde, at jeg ikke skulle være nervøs for det. Det er aldrig dejligt at blive passeret i klassementet, men han er da helt klart en konkurrent, siger Jonas Vingegaard.
Nordjyden har læst på lektien og har nu en klar fornemmelse af, hvad Martin er i stand til, og hvad han ikke kan.
- Han kører ikke den bedste enkeltstart. Jeg kiggede på det, og jeg tog tre minutter på ham, så den har jeg altid i baghånden.
Enkeltstarten, som Vingegaard henviser til, er Tourens første tidskørsel, hvor den danske debutant blev nummer 3, mens Guillaume Martin blev nummer 70.
Manglende tro giver mening
Da rytterne lørdag havde krydset målstregen i Quillan, gav Jumbo Vismas sportsdirektør Frans Maassen udtryk for, at de ikke frygtede Cofidis-rytteren i klassementet, selvom han nu er over et minut foran i klassementet.
- Jonas skal bare køre på sit vanlige høje niveau, og når han gør det, så tror jeg ikke, det bliver svært at indhente ham igen, sagde sportsdirektøren.
Top-5
- Tadej Pogacar
- Guillaume Martin +4'04
- Rigoberto Urán +5'18
- Jonas Vingegaard +5'32
- Richard Carapaz +5'33
Cofidis' team manager, Cédric Vasseur, forstår godt, at de rivaliserende hold er rolige omkring Martins pludselige indhop i klassementet.
- Vi er ikke overraskede. Det er normalt. Guillaume har ikke været i en situation, hvor han har kørt for sejren de seneste år, så jeg tror ikke, de er bange. De ved også, at Guillaume ikke kørte en god enkeltstart, men jeg tror ikke, de lader ham køre igen, siger Vasseur til TV 2 SPORT.
Guillaume Martin blev sidste år nummer 11 i klassementet i Tour de France. Det er franskmandens bedste resultat i karrieren.