Vingegaards chef håber på nyt stort angreb

Jumbo-Visma-rytteren Jonas Vingegaard føler sig godt tilpas inden søndagens bjergetape.

Tour de France vender søndag tilbage til et terræn, hvor Jonas Vingegaard føler sig særdeles godt tilpas.

For efter tre dage, der har favoriseret sprintere og stærke udbrud, er der igen store stigninger på programmet, når feltet for en enkelt dag forlader Frankrig.

- I morgen (søndag, red.) bliver en af de hårdeste etaper i Touren. Vi må se, hvordan jeg har det, men forhåbentlig har jeg det godt. Jeg vil gøre det bedste, jeg kan, siger Jonas Vingegaard.

Dermed skal den danske Tour-debutant forsøge at følge op på det imponerende angreb, som han satte ind på Mont Ventoux, hvor selv førertrøjens indehaver, Tadej Pogacar, blev rystet.

Jonas Vingegaard angreb med én kilometer til toppen og nåede at få et forspring på 40 sekunder. Danskeren blev hentet på nedkørslen mod mål, så det forblev som en advarsel.

Håber på nyt stort angreb

Nu håber danskerens hold, Jumbo-Visma, at kunststykket kan gentage sig.

- Det var fedt, at Vingegaard var hurtigere end Pogacar på Mont Ventoux, og det håber vi, han kan gøre igen søndag. Selvfølgelig skal han kigge mere på rytterne bag Pogacar. Men man ved aldrig, siger sportsdirektør Frans Maasen til TV 2 SPORT.

Jonas Vingegaard er inden 15. etape nummer fire i klassementet. Lørdag blev den 24-årige dansker overhalet af Cofidis-rytteren Guillaume Martin.

Men selvom Vingegaard nu har mistet sin tredjeplads, er der god grund til at tro, han kan tage den tilbage. Tadej Pogacar har en komfortabel føring, men ellers er der stor konkurrence om de to øvrige pladser på podiet.

- Det bliver selvfølgelig en hård dag. Vi forventer en stor kamp i klassementet. Jonas ser godt ud. Han havde en god dag i dag, så vi håber på det samme i morgen, siger Frans Maasen.

Søndagens etape byder på i alt fire stigninger, hvor tre af dem er i kategori 1.