Cavendish er nervøs hver dag: - Vi joker og smiler, men det er ubarmhjertigt
Mark Cavendish får beskyttelse i bjergene fra sine holdkammerater. De skal hjælpe ham til Paris.
Han har vundet fire etaper i årets Tour de France, men kører alligevel rundt med en bekymring om sin fortsatte deltagelse.
For lige så stor en styrke Mark Cavendish har vist i spurterne, lige så store svagheder har han vist, når det er gået op ad i længere tid ad gangen.
Det har flere gange resulteret i en hård kamp mod tidsgrænsen. En kamp, som han indtil nu har overlevet.
- Jeg er nervøs for tidsgrænsen hver dag, men der er ikke noget at gøre ved det. Vi må bare gøre vores bedste, siger Deceuninck - Quick-Step-rytteren til TV 2 SPORT.
Mark Cavendish har nu krydset stregen først 34 gange i Tour de France og tangeret Eddy Merckx legendariske rekord for flest etapesejre i verdens største cykelløb.
I løbet af Tourens sidste uge er der flere muligheder for, at Mark Cavendish kan sætte sig på den prestigefyldte rekord alene, men det kræver, han kommer over de enorme udfordringer, der venter i Pyrenæerne.
"Det er ubarmhjertigt"
Her bliver holdkammeraterne en afgørende faktor. Indtil nu har de siddet omkring den 36-årige brite, når der har været bjerge på programmet. Og det er også holdkammeraterne og videnskaben, der skal få ham til Champs-Élysées i den franske hovedstad. .
- Jeg kan ikke lide at forudse, hvordan etaperne kommer til at gå, men jeg tror, at vi har overstået det hårdeste. Men det betyder ikke, at det bliver nemt.
- Når vi kører i mål sammen som de sidste, joker vi og smiler, men det er ubarmhjertigt. Jeg er heldig at have folk, der bliver ved mig. Det hele er blevet meget mere videnskabeligt, så man kan planlægge, hvor mange watt, man skal være træde, på visse steder på etapen, siger Mark Cavendish.
Mark Cavendish har primært været beskyttet af de to belgiere Dries Devenyns og Tim Declercq samt danske Michael Mørkøv, og de har flere gange formået at komme i mål få minutter før tidsgrænsen.
Vil vinde igen
De kommende tre dage byder på flere hårde stigninger. Særligt 17. og 18. etape kan blive hård for feltets tunge drenge.
Hvis Mark Cavendish formår at holde sig på den rigtige side af tidsgrænsen, vil fredagens flade etape til Libourne passe perfekt til en massespurt. Det samme gør søndagens afsluttende etape i Paris.
Og skulle feltet komme samlet til finalen på én af de to etaper, vil Cavendish gøre alt, hvad der står i hans magt for at bringe totalen op på 35.
- Jeg er lige så ambitiøs for at vinde en etape mere, som jeg var for flere år tilbage. Hver mulighed der kommer for en sprint, vil jeg gerne vinde, også hver mulighed der er for en podieplads. Jeg ønsker at gøre det bedste for holdet, og det er også derfor jeg er her.
Mark Cavendish er inden den afgørende uge indehaver af løbets grønne pointtrøje, hvor han har et komfortabelt forspring til Michael Matthews på andenpladsen.