Tour de France

Sagan opereret - efter Tour-exit fandt han årsagen til hævelse

Efter sit Tour-exit fandt Peter Sagan ud af, hvorfor han ikke kunne bøje sit knæ.

Peter Sagans tiende Tour de France i karrieren ryger direkte i glemmebogen.

Den slovakiske stjerne var forfulgt af uheld, og forud for 12. etape besluttede han sig for at stoppe.

Efterfølgende blev han nødt til at lade sig operere.

- På 3. etape ramte klingen mit knæ og lavede en dyb flænge lige over knæskallen. Vi rensede såret så godt som muligt for at undgå infektion fra kædeolien, siger Peter Sagan i en pressemeddelelse fra BORA-hansgrohe.

- Efter nogle udviklede der sig betændelse omkring knæet, og jeg måtte udgå.

Operationen var vellykket, og efter planen venter der ikke Peter Sagan en længere pause.

I første omgang troede Sagan faktisk ikke, flængen var problemet.

Han fortalte i forbindelse med sit exit, at det var gået bedre og bedre efter styrtet på 3. etape, men at han nogle dage senere havde slået knæet ind i styret, som havde fået knæet til at hæve.

Den 12-dobbelte etapevinder i verdens største cykelløb var ikke i nærheden af en triumf i årets Tour de France, hvor to femtepladser var slovakkens bedste resultater.