Tour de France

Tour-rytter raser over besked en halv time før etape

Det spanske landsholds stiller efter alt at dømme uden Pello Bilbao til OL i landevejscykling. Og det er han langt fra tilfreds med.

Spanieren Pello Bilbao har kørt et hæderligt Tour de France indtil nu.

Faktisk har Bahrain-Victorious-rytteren gjort det så godt, at han er at finde på tiendepladsen i det samlede klassement.

Med den gode form in mente havde Bilbao gjort sig forhåbninger om en OL-udtagelse. Men den drøm braste 30 minutter før starten på 15. etape.

- Personen fra udvælgelseskomiteen adviserede mig sent og dårligt. Jeg forsøgte at tale med ham i sidste uge. Jeg håber, at de indser fejlen og måske skifter mening i sidste øjeblik, siger Pello Bilbao til spanske AS.

Landstræner svarer igen

Pascual Momparler står for udtagelsen af det spanske hold, og ifølge ham er det faktisk en god ting, at Bilbao reagerer, som han gør.

- Hvis Pello ikke blev sur, ville jeg ikke værdsætte ham som den fantastiske rytter, han er. Jeg respekterer hans vrede, og der er stadig en uge tilbage af Touren.

Og så lader Momparler såmænd døren stå på klem.

- Jeg betragter ham som første reserve, siger han.

Meritter

Pello Bilbao har i alt 11 sejre i sin professionelle karriere. Her er et udvalg af dem:

  • To etapesejre i Giro d'Italia
  • Etapesejr i Critérium du Dauphiné
  • To etapesejre i Tour of the Alps
Pello Bilbao vandt 4. etape af Tour of the Alps 2021. Video: TV 2 SPORT