Tour de France

Verdens mest vindende hold skifter navn

Quick-Step annoncerede også, at de kommer til at sponsorere holdet de næste seks år.

Verdens mest vindende cykelhold siger farvel til navnet Deceuninck og goddag til AlphaVinyl, når 2022-sæsonen begynder.

Det fortalte Deceuninck - Quick-Step-holdejer Patrick Lefevere indledningsvis på et pressemøde på Tour de Frances sidste hviledag mandag.

AlphaVinyl er Quick-Steps datterselskab, og dermed fortsætter Quick-Step med at smide penge i det succesfulde cykelhold.

Dermed kommer holdet fra 2022 til at hedde Quick-Step - AlphaVinyl.

- Vi er stolte over, at vores historie fortsætter. Vi har allerede forlænget samarbejdet med holdet med seks år, tilføjer Quick-Step-kommunikationschef Bart Peeters.

Gulvproducenten har været sponsor for cykelholdet siden 1999. Dengang hed holdet Mapei - Quick-Step frem til 2003. Siden har Quick-Step været hovedsponsor.

Og man forstår godt, hvis de er glade for samarbejdet. Igen i år har de sat sig tungt på Tour de France og har indtil videre vundet fem etaper.