Tour de France

Henvendte sig til Mørkøv efter Asgreens vilde angreb

Kasper Asgreens soloridt i begyndelsen af 16. etape imponerede TV 2 SPORTs cykelekspert Bjarne Riis.

Det er først på lørdag, at Kasper Asgreen og resten af Tour-feltet skal ud i en individuel kamp mod uret.

Men den danske Deceuninck - Quick-Step-rytter tog tirsdag forskud på glæderne, da han allerede efter få hundrede meter af 16. etape kom afsted i et imponerende soloangreb.

I løbet af kort tid havde Asgreen etableret et forspring på to minutter ned til det jagende felt. En aktion, der imponerede landsmanden Mikkel Bjerg.

- Jeg så først Asgreen var afsted, og så tænkte jeg, at den var sikker. Jeg sagde til Mørkøv, at ham ser vi ikke igen. Jeg tænkte, at han bare ville køre enkeltstartmode hele vejen til mål, men sådan skulle det desværre ikke være. Det kunne ellers have været fedt, siger den danske UAE Emirates-rytter.

Kasper Asgreen kørte de første 25 kilometer med en gennemsnitsfart på næsten 60 kilometer i timen. Og selvom der var massevis af angreb i feltet, gik der lang tid, før de fik den 26-årige dansker under kontrol.

- Han vil ud og vise noget i dag. Han er stærk. Han er indebrændt. Kører man i et udbrud med Kasper Asgreen, så er der altså stor chance for, at man bliver slagtet. Så det er der ikke mange, der tør, sagde TV 2 SPORTs cykelekspert Bjarne Riis under etapen.

Asgreen nåede at kørte tæt på 50 kilometer alene, inden han omsider fik selskab. Det skete, da Michal Kwiatkowski fra Team INEOS og Deceuninck - Quick-Steps Mattia Cattaneo fik tilslutning.

Knap 100 kilometer før mål blev trioen hentet, hvorefter dagens endelige udbrud kort tid efter blev etableret uden Kasper Asgreen.

Etapen blev vundet af Patrick Konrad fra BORA-hansgrohe, mens der ikke skete forskydninger i toppen af klassementet.