Tour de France

- Jeg kører min værste Tour nogensinde, siger den olympiske mester

Den belgiske stjerne Greg Van Avermaet giver sig selv en hård medfart, efter at han ikke har præsteret i årets Tour de France indtil videre.

Greg Van Avermaet kører med en cykelhjelm, der forpligter.

Cykelhjelmen er som den eneste i feltet guldfarvet, fordi han er forsvarende olympisk mester.

Men ved årets Tour de France er der langt til den topform, der sikrede ham OL-guldet.

- Jeg kører min værste Tour nogensinde. Det er bestemt ikke rart at komme ud med sådanne resultater. Jeg har været i stand til at vise mig lidt, men bestemt ikke på den måde, jeg gerne vil, siger han til det belgiske medie Sporza.

36-årige Greg Van Avermaet har tidligere vundet to etapesejre i det franske etapeløb. Det gjorde han i 2015 og i 2016, mens han også har været med til at vinde to holdtidskørsler i Tour de France.

I år har AG2R Citroën Team-rytteren dog slet ikke været i nærheden af hverken etapesejre eller den gule trøje, som han tidligere har haft i en uges tid.

Føler sig ikke god nok til at vinde en etape

At dømme ud fra etapeprofilerne har der været nogle etaper, der har passet godt til den eksplosive Van Avermaet, men han har været ramt af uheld, der har gjort det svært.

Optakten var præget af et brækket haleben, mens coronavaccinen også har spillet ind, siger han.

Og allerede på den første etape af Tour de France styrtede han, og så måtte han i første omgang droppe ambitionerne om et stort resultat på de første etaper af årets udgave.

Siden har han været i udbrud to gange, men begge gange har han ikke for alvor været i nærheden af at tage etapesejren.

- I den her Tour har jeg ofte haft en følelse af, at jeg ikke er god nok til at vinde en etape. Jeg har allerede prøvet at være i udbrud, men hvis det ikke fungerer, så skal du som rytter acceptere det, siger han til Sporza.

Greg Van Avermaet håber på, at tingene vender i den sidste uge af Tour de France.

Han har ikke lagt skjul på sine ambitioner om at forsvare sit OL-guld. Skal det lykkes, skal han til at finde sin topform, for linjeløbet ved OL køres 24. juli.