Tour de France

Juryen giver advarsel til Vingegaard-rival

De nye regler trådte i kraft i denne sæson og er lavet for rytternes sikkerhed.

Tourens andenplads, Rigoberto Urán, skal til at tænke sig en ekstra gang over, hvordan han sidder på cyklen i sidste uge af Tour de France. I hvert fald hvis han vil undgå en straf.

Efter tirsdagens 16. etape blev colombianeren nemlig mødt med en løftet pegefinger fra Tour de Frances jury. Det samme gjorde blev løbets tiendeplads, Pello Bilbao.

Det fremgår af kommunikéet for tirsdagens etape, hvor Uran og Bilbao har fået en advarsel for deres placering på cyklen.

Det lyder måske mærkeligt, men i denne sæson har den internationale cykelunion (UCI) sat fokus på rytternes positur på cyklen og har i den forbindelse forbudt en række måder at sidde på cyklen på, fordi de er for farlige.

Det drejer sig særligt om to stilarter, som har været populære i de seneste sæsoner.

1: Nedkørselsteknikken, hvor rytterne krymper sig sammen og sidder på stellet, forbydes:

2: Det er ligeledes blevet forbudt at hvile underarmene på styret, medmindre der er tale om tidskørsler:

Det fremgår ikke af kommunikéet, hvordan Rigoberto Urán og Pello Bilbao har siddet på cyklen.

Da reglen blev meldt ud i februar, meddelte de, at det kunne medføre en bøde på op til 7000 kroner samt 25 UCI-pointstraf. I yderste konsekvens kan det medføre diskvalifikation.

Reglen, der har været meget omdiskuteret, trådte i kraft den 1. april.