Udbryder vandt 16. etape - Jumbo-Visma skabte panik

Den østrigske mester Patrick Konrad blev lørdag nummer to. I dag vandt han sin første sejr i verdens største cykelløb.

Se alle etaper uden afbrydelse på TV 2 PLAY

Top-3 på etapen

  1. Patrick Konrad
  2. Sonny Colbrelli +0'42
  3. Michael Matthews +s.t.

Klassementet

  1. Tadej Pogacar
  2. Rigoberto Urán +5'18
  3. Jonas Vingegaard +5’32

​Trøjerne efter etapen

  • Gul: Tadej Pogacar
  • Prikker: Wout Poels
  • Grøn: Mark Cavendish
  • Hvid: Tadej Pogacar

Se alle resultater her: Etapen / klassementet

Dagens danskere

Flere danske ryttere havde proklameret angreb, og Kasper Asgreen åbnede ballet og kom alene af sted. En umulig opgave, så Asgreen røg tilbage i feltet.

Da dagens første alvorlige udbrud tog form, var Christopher Juul-Jensen til gengæld med. BikeExchange-danskeren kom af sted med to andre ryttere, som fik tilslutning af endnu en. Da det for alvor gik opad, kunne Juul-Jensen dog ikke sidde med.

Jonas Vingegaard var ikke i problemer på nogen af stigningerne og sad sikkert med klassementsfavoritterne. Kort før mål blev der lavet en forcering i favoritgruppen. Jumbo-Visma satte tempo, knækkede feltet i to og skabte panik. Vingegaards største rivaler kom dog med, selvom Richard Carapaz (nummer fire i klassementet) til at starte med ikke kunne følge den forreste gruppe.

Sådan forløb etapen /ritzau/

Patrick Konrad (BORA) triumferede tirsdag ved at køre alene i mål på den kuperede 16. etape i Tour de France.

Den 29-årige østrigske mester kørte de sidste godt 36 kilometer alene og passerede et par stigninger uden selskab, inden han kunne løfte armene i vejret.

Sonny Colbrelli (Bahrain Victorious) vandt forfølgernes spurt 42 sekunder efter Konrad. Michael Matthews (BikeExchange) blev nummer tre.

Det er BORAs anden etapesejr i årets Tour de France efter tyske Nils Politts' gevinst på 12. etape.

Panik før lukketid

Den 169 kilometer lange etape fra Pas de la Case til Saint-Gaudens blev en livlig affære for de udbrudsglade ryttere, mens klassementsfolkene snuppede en mere rolig dag i feltet.

Til sidst var der lidt panik i sidevinden, men favoritterne kom i mål samlet - cirka 14 minutter efter vinderen. Jonas Vingegaard er dermed stadig nummer tre.

Jonas Vingegaard blev tirsdagens bedste dansker på 16.-pladsen, og han er dermed stadig nummer tre med 5 minutter og 32 sekunder op til den førende Tadej Pogacar. Rigoberto Urán er nummer to med 14 sekunder ned til Vingegaard.

Flere andre danskere var ellers i spil undervejs på etapen, men de fik ingen afgørende indflydelse på afslutningen.

Allerede fra første tråd stak Kasper Asgreen (Quick-Step) afsted og kom i soloudbrud. Bag ham forsøgte Casper Pedersen (DSM) tre gange at nå frem til sin landsmand, både på egen hånd og i selskab med andre.

Danskeren var tæt på at køre af den våde vej. Video: TV 2 Sport

Men feltet lod ingen andre slippe væk, før Michal Kwiatkowski (INEOS) og Mattia Cattaneo (Quick-Step) forcerede på den første kategoriserede stigning, og de nåede frem til Quick-Step-danskeren med godt 117 af de 168 kilometer til mål.

Feltet var under et minut efter dem – og fronten var hele tiden i bevægelse på grund af den store angrebslyst dernede og på grund af den pointspurt, der lå halvvejs på etapen.

Sprintere i udbrud

Derfor havde det også et præg af logik over sig, da Christopher Juul-Jensen (BikeExchange) trak feltet op til Asgreen-gruppen med 104 kilometer til mål.

Hans holdkaptajn, Michael Matthews, kunne nemlig score værdifulde point til kampen om den grønne trøje, efter indehaveren, Mark Cavendish, var smidt af på første stigning.

Men da feltet ramte pointspurten med 85 kilometer til mål, var Christopher Juul-Jensen såmænd kørt i udbrud sammen med Jan Bakelants (Wanty) og Fabien Doubey (TotalEnergies), og Matthews måtte nede bagved nøjes med fjerdepladsen i pointspurten.

Matthews og en større gruppe rev sig fri af feltet i forbindelse med spurten, og det blev til forfølgergruppe, som Juul-Jensen i flere omgange kæmpede for at blive hos.

Patrick Konrad gik med 36 kilometer til mål solo fra en gruppe med Bakelants og Doubey og øgede sit forspring op ad den næstsidste stigning, mens der bagved blev dannet flere forskellige mindre grupper.

David Gaudu (FDJ) og den italienske mester Sonny Colbrelli optog jagten på Konrad, men måtte give fortabt over for østrigeren og blev opslugt bagfra med små 15 kilometer til mål.

De kommende dage venter to af de hårdeste etaper i Pyrenæerne.

Onsdag gælder det godt 178 kilometer fra Muret til Saint-Lary-Soulan Col du Portet, hvor det slutter barskt med blandt andet mål på en stigning uden for kategori.