Tour de France

Vingegaard er den eneste, der har presset mig, siger Pogacar

Den forsvarende Tour de France-vinder går ind til den afgørende uge med et forspring på mere end fem minutter til de nærmeste konkurrenter.

Med seks etaper tilbage og et forspring på over fem minutter skal meget gå galt, hvis Tadej Pogacar ikke skal genvinde Tour de France.

Fem og et halvt minut efter Pogacar er danske Jonas Vingegaard placeret på tredjepladsen, og danskeren er én, Pogacar husker.

- På Mont Ventoux nåede jeg min grænse, da Vingegaard angreb. Da jeg prøvede at følge ham, røg over min grænse. Den dag eksploderede jeg en smule, men de andre dage havde jeg det fint, siger Tadej Pogacar.

Jonas Vingegaard angreb på det legendariske Tour-bjerg og satte alle klassementsryttere på nær Pogacar. Kort efter kunne sloveneren dog ikke følge med, så Vingegaard kørte over toppen 35 sekunder før rivalerne.

De hentede ham dog på nedkørslen, så danskeren ikke tog tid på dem.

Siden har der dog ikke været nogen slinger i valsen for Pogacar, der dog har haft nogle hårde dage i den forgangne uge.

- Jeg er lidt træt og solbrændt fra alle dagene i solen. Jeg har ikke sovet særlig godt de seneste dage på grund af det hårde arbejde. Men jeg har det fint og får renset mit hoved, mens jeg nyder Andorras smukke natur, siger Pogacar.

Andorra dannede ramme om mandagens hviledag for Tour-feltet, og tirsdag starter det første af tre Pyrenæer-slag i den lille bjergstat.

- Jeg tænker ikke rigtig på slutningen af Touren. Jeg tager én dag af gangen, og hvis jeg får en mulighed for at tage mere tid, så er det kun godt for mig, fordi man aldrig ved, om man kommer til at miste meget tid næste dag, siger Pogacar.

Tirsdagens 16. etape kan ses på TV 2 og TV 2 PLAY.