Cykling

Den stille thybo fik aldrig noget foræret – nu har han kørt sig ind i verdenstoppen

Jonas Vingegaard fra Glyngøre er pludselig blevet en af de helt store kometer i cykelsporten.

Dette portræt af Jonas Vingegaard er skrevet til under Tour de France, hvor han har fået rollen som kaptajn.

På et Tour de France-hold bestående af profiler som Wout van Aert, Steven Kruijswijk og Sepp Kuss er det Jonas Vingegaard, som stråler.

I en alder af 24 år er han pludselig blevet kaptajn på et af verdens bedste cykelhold, efter Primoz Roglic måtte udgå.

Ikke nok med det. Han ser ud til at blive førte dansker på Tour de France-podiet siden Bjarne Riis' sejr i 1996.

Det kommer som kulmination efter et år, hvor han har vundet en etape i UAE Tour, to etaper og den samlede sejr i Coppi e Bartali, og han blev nummer to Baskerlandet Rundt.

Et af de suverænt hårdeste ugeetapeløb i kalenderen.

- Nu er han i gang med sit tredje år hos os. Han er vokset, han er blevet stærkere, og han vinder løb. Lige nu ser vi Jonas som en rytter med et kolossalt potentiale, siger Merjin Zeeman om Vingeggard, der kom til holdet i 2019.

Blå bog

Navn: Jonas Vingegaard Rasmussen

Født: 10. december 1996 (24 år)

Højde: 175 centimeter

Vægt: 60 kilo

Fødested: Hillerslev

Karriere:

  • 2015: Odder Cykelklub
  • 2016: Odder Cukelklub/coloQuick
  • 2017: coloQuick - Cult
  • 2018: coloQuick
  • 2019: Team Jumbo-Visma
  • 2020: Team Jumbo-Visma
  • 2021: Team Jumbo-Visma
  • 2022: Team Jumbo-Visma

En lille gut, der ikke fik noget foræret

I 2015 trådte en spinkel 17-årig thybo ind ad døren i Odder Cykelklub. Her blev han mødt af Christian Moberg, der både var træner og rytter på holdet.

- Jonas var en lille gut, der ikke sagde så meget. Han gjorde, hvad der blev sagt og brokkede sig aldrig. Han havde ét mål, og det var at blive professionel på et tidspunkt.

Jeg så et lige så stort talent og potentiale i Jonas, som jeg gjorde i Jakob Fuglsang

Christian Andersen, tidligere sportsdirektør på coloQuick

Vingegaard blev hurtigt gode venner med holdkammeraterne. En glad og ydmyg knægt.

Men at han seks år senere skulle have udviklet sig til at kunne mandsopdække en forsvarende Tour-vinder i Baskerlandet, lå ikke i kortene.

Faktisk måtte Vingegaard kæmpe sig op fra C- til A-klassen i dansk cykling efter juniorårene, hvor de fleste andre større talenter rykker direkte op i A og typisk får plads på et kontinentalhold, der er sportens tredje øverste niveau.

- Han havde lidt problemer med at slå igennem i juniorklassen på grund af sin størrelse, fortæller Christian Moberg.

- Han har aldrig været en af dem, der vandt ti løb om året. Han har ikke fået noget foræret. Han har arbejdet sig hele vejen op.

Jonas Vingegaard kan komme 'rigtig, rigtig langt', hvis han bliver professionel.

En vej, der altså førte til cykelklubben i Odder.

Her vandt han i foråret 2016 Hammel Grand Prix – et af de få danske løb med ordentlige stigninger – og han skulle hurtigt vise flere prøver på, hvad der siden har sikret ham en plads på Jumbo-Visma.

- Så snart vi kom syd for grænsen, kom det til syne, hvor god han var til at køre opad. Han pressede os godt nok meget, når vi var på træningslejr i Spanien, husker Moberg.

To år senere var det netop en stigning i de spanske bjerge, der for alvor fik cykeleliten til at spærre øjnene op for den stille thybo.

Glyngøre eller Girona?

Senere samme år fik Christian Moberg et opkald fra den daværende sportsdirektør for det danske kontinentalhold Team coloQuick Christian Andersen. En mand, der siden årtusindeskiftet har arbejdet med mange af de danske talenter, der i dag har succes.

Et skifte kom hurtigt på plads midt i sæsonen.

Vingegaard og Fuglsang

Ifølge Christian Andersen er der fem konkrete lighedstegn mellem Jonas Vingegaard og Jakob Fuglsang: 

  1. Måden de kan angribe på. På stigninger kan Jonas lave et ryk ligesom Jakob Fuglsang, selvom Fuglsang måske gør det lidt mere kontrolleret over længere tid.
  2. De kører begge nogle fine tidskørsler. Jonas blev nummer tre på enkeltstarten i Baskerlandet Rundt, og så er man jo ikke kun godt på vej. Så er man der.
  3. De kan begge køre i sidevind, som er en god ting at kunne i klassementskørsel. Det har de jo også lært fra danske cykelløb, og Jonas er vokset op med det i Thy.
  4. De har begge rigtig god teknik. Jakob har det fra mountainbike, og Jonas har bare et lavt tyngdepunkt og styrer cyklen godt i forhold til sin størrelse.
  5. Og så kan de selvfølgelig begge to køre rigtigt godt opad.

- Jeg så et lige så stort talent og potentiale i Jonas, som jeg gjorde i Jakob Fuglsang, slår Christian Andersen fast.

Men det stod hurtigt klart, at et centralt kriterie skulle være opfyldt, før Jonas Vingegaard kunne brillere.

Tryghed.

- Han er et fantastisk, kærligt og følsomt menneske, der virkelig har behov for tryghed. Hvis han skal have succes, skal han have tryghed. Det kendetegner ham meget, siger Andersen.

Det er blandt andet derfor, Jonas Vingegaard – ligesom dengang – bor hjemme i Glyngøre i Nordvestjylland sammen med kæresten Trine Marie. Langt de fleste andre danske World Tour-ryttere bor i Sydeuropa.

Jonas Vingegaards største fans - kæresten Trine Marie og barnet Frida - fulgte med hjemme i Danmarks, men familiefaderen kørte Vuelta a Espana i efteråret 2020. Video: Nicolai Margon Madsen

I 2017 rykkede Christian Moberg også fra Odder til coloQuick, og han mindes ligeledes, hvordan end ikke Vingegaards senere skifte til Jumbo-Visma kunne få stortalentet til at flytte fra Danmarks hovedstad for tun i olie.

- Jonas og Trine Marie var i Girona for at kigge på lejlighed, men det blev alt for meget på en gang. At skulle blive fuldtidsprofessionel, stifte familie og så samtidig at flytte et helt nyt sted hen. De havde bare brug for at være hjemme i Glyngøre og være sig selv med familien tæt på, fortæller Moberg.

Parret mødte hinanden på coloQuick, hvor Trine Marie fungerer som holdets pressechef til større løb. De blev forældre til datteren Frida sidste efterår.

Kongen af Coll de Rates

Jonas Vingegaards skifte til Jumbo-Visma faldt på plads i juni 2018 efter en turbulent periode i den spæde cykelkarriere.

Udfordringen med ikke altid at kunne følge med i forhold til de danske konkurrenter blev nemlig forværret, da et brækket lårben spolerede det meste af 2017-sæsonen.

Men på en træningslejr i Spanien i marts 2018 vækkede han alligevel holdenes interesse på sportens øverste niveau, World Touren. Ved at slå tidsrekorden på den velkendte spanske teststigning Coll de Rates gjorde Vingegaard sig internationalt bemærket.

Med en gennemsnitsfart på 30 kilometer i timen klarede han de 6,5 kilometer på 13 minutter og 2 sekunder. 12 sekunder hurtigere end den profilerede rekordholder, Tejay van Garderen, fra BMC.

I 2018 kørte Jonas Vingegaard stærkt op ad Coll de Rates. Video: Karsten Mortensen

- Jeg var egentlig ikke overrasket over, at han slog den, fortæller Christian Andersen, der som sportsdirektør sad med i bilen bag Vingegaard og resten af coloQuick-holdet.

- Det er sådan noget, der er sjovt, og for Jonas var det et eller andet sted også en ekstra døråbner i forhold til at komme tættere på at lave en aftale med Jumbo-Visma.

For hollænderne kontaktede nemlig sportsdirektøren samme måned, og efter en tur ned for at lade sig teste på Jumbo-Vismas eget center i april, faldt en aftale på plads i juli med Merjin Zeemans hold.

- Der var mange andre World Tour-hold, som var interesserede i at tilknytte ham, men Christian Andersens ord fik os virkelig til at indse, at det ville være en god idé at få ham til holdet. Nu viser kalenderen 2021, og vi står glade tilbage, fortæller Zeeman.

Vingegaards mål om en fuldtidsprofessionel World Tour-kontrakt var nået.

Fra fiskefabrikken til World Touren

I sin første sæson hos Jumbo-Visma stod Jonas Vingegaard pludselig på podiet iført førertrøjen i Polen Rundt efter en sejr på 6. etape. Selvom den samlede sejr glippede, var den første World Tour-triumf en realitet.

Men det store gennembrud, som Vingegaard står midt i nu, begyndte først så småt i Grand Tour-debuten i Vuelta a Espana sidste efterår.

- Man man kunne virkelig se, at han begyndte at blive bedre. De andre ryttere blev mere og mere trætte, og de leverede dårligere, men Jonas blev stærkere og stærkere, siger Merjin Zeeman.

Grand Tour-debutanten Jonas Vingegaards hårde arbejde blev dyrt for flere stærke navne i favoritgruppen. Video: TV 2 SPORT

- Jeg tror, at han havde godt af strukturen og det professionelle setup. Han fik det rigtige mad, den rigtige behandling og den rigtige mængde hvile, fortæller sportsdirektøren.

Netop struktur var faktisk noget, Vingegaard blev skolet i af Christian Andersen, der i coloQuick-tiden havde skaffet thyboen et job på en fiskefabrik i Hanstholm.

- Det var for at lære ham nogle ting om at have en daglig rytme, der er vigtige for at blive en fuldendt cykelrytter. At blive vant til at stå op og møde til tiden. At skulle planlægge sin træning og alt andet ordentligt, som var med til at gøre, at han havde styr på sine ting, før han kom ind på et stort hold, forklarer Andersen.

Selvom det har givet pote, og selvom Vingegaard har nydt stor succes i de seneste måneder, betyder det ikke, at toppen er nået. Men ifølge hans tidligere sportsdirektør er det tydeligt, at Vingegaard i dag mestrer en af fortidens største kvaler.

- Det sværeste for ham har været at klare at have meget pres på skuldrene. Det klarer han nu. Jeg er virkelig imponeret over det, han har nået.

- Da han vandt Coppi e Bartali, viste han det virkelig, for der lå alle bolde i hans kurv. Han kørte fænomenalt. Det var dér, jeg så ham tage det næste skridt.

Og så hjælper det naturligvis at gå i en skole, hvor forstanderen hedder Primoz Roglic, mener Merjin Zeeman.

- Jonas er indforstået med, at det er okay ikke at være 100 procent perfekt endnu, og han ved, han er på et hold, hvor han har plads til at udvikle sig. Jeg ved, at Roglic hjælper ham med alt det, han har brug for. Han deler alle sine erfaringer med Jonas og giver ham selvtillid, siger han.

Den nykårede Vuelta-vinder Primoz Roglic siger, at danske Jonas Vingegaard kan opnå alt, hvad han sætter sig for. Video: Nicolai Dvinge

Mulig dansk Grand Tour-vinder

Vingegaards præstationer inden for det seneste år resulterede i hans første udtagelse til Tour de France.

Her var hans rolle klar. Sørg for at passe på kaptajnen Primoz Roglic.

Inden starten af 9. etape valgte sloveneren dog at udgå, da han var plaget af et styrt tidligere i løbet. Det åbnede en mulighed for Vingegaard, som han har grebet.

I bjergene har han imponeret og været den eneste rytter, som har kunne sætte den forsvarende vinder, Tadej Pogacar, opad.

- For tre uger siden ville de fleste folk på gaden ikke ane, hvem Jonas Vingegaard var. Det er historien om en biperson, som træder ud og bliver en stor stjerne. Sådan er Vingegaards historie ved den her Tour. Han er pludselig blevet en 'rising star', siger TV 2 SPORTs cykelekspert Henrik Jul.

Udover sine vilde klatreevner har danskeren også bevist, han kan gøre en god enkeltstart. På 5. etape blev han nummer tre og slog flere tempomaskiner. Det giver store forhåbninger for fremtiden, mener Chris Anker Sørensen, som ligeledes er cykelekspert for TV 2 SPORT.

- Jeg er meget overrasket over den her udvikling. Jeg kan huske følelsen, da jeg sad derhjemme som lille dreng og fulgte Bjarne Riis på vej mod hans store triumf. Jeg har lidt den samme følelse nu. Der kan ske noget stort. Jeg tror på, Jonas Vingegaard kan gå på podiet i år. Jeg tror også, vi ser en kommende dansk Grand Tour-vinder.

Men uanset hvor meget han flyver op ad de franske tinder, så har han stadig fødderne solidt plantet i det jyske. Både mentalt og fysisk.

Danske Jonas Vingegaard skiftede i januar til Team Jumbo-Visma, og siden har den professionelle karriere taget fart. Video: Karina Borg Hansen

Det bekræfter ColoQuicks Christian Moberg.

- En gang imellem cykler han ud forbi os, og Trine Marie er der jo stadig. Når sæsonen er slut, kommer han med en kuffert med cykeltøj, nogle af ungerne i klubben eller mekanikernes børn kan køre i. Han er meget vellidt. Han er bare en god dreng.