Tour de France

Har kørt to uger med brud i ryggen og nægter at give op

Simon Clarke ser ingen grund til at forlade løbet, selvom han er i smerter.

Cykelryttere er lavet af noget særligt. Sådan er det bare.

Det sætter historien om australske Simon Clarke under årets Tour de France endnu en tyk streg under.

I et af 3. etapes mange styrt fik han et brud på en knogle i rygsøjlen, og inden 17. etape stod han der stadig. Klar til at cykle ud på løbets – måske – hårdeste etape. Og det er til trods for, at han tydeligt mærker sin ryg.

- Det er ret smertefuldt. Jeg kan køre i middel fart uden at laste min ryg alt for meget, men når vi skal træde hårdt – som i går (16. etape, red.) – sætter det mig under pres, siger Simon Clarke til Cycling Weekly.

"Hvorfor ikke tage til Paris?"

Det var først for nogle dage siden, at Team Qhubeka NextHash-rytteren blev klar over, at han har kørt rundt med et brud i ryggen. Det viste en frisk scanning. Det afskrækker ham dog ikke, og holdlægen informeret ham om, at han ikke kan forværre bruddet.

- Indtil i går (tirsdag, red.) har jeg kunnet komme nogenlunde igennem, men i går var barsk for mig.

Der skal dog mere til at få ham til at give op. Det er jo også verdens største etapeløb.

- Jeg kan stadig køre. Det er ikke kønt, men hvorfor ikke fortsætte? Når jeg går på pension og ser tilbage, vil jeg sige: ”Nå, hvorfor skulle jeg bare smide håndklædet i ringen på den måde? Hvorfor ikke tage til Paris?”

Tour de France slutter på søndag.

Alle er ikke som Clarke

Årets Tour de France har vist, at ikke alle har samme indstilling som den hårdføre australier.

Efter 8. etape sagde den hollandske stjerne Mathieu van der Poel farvel og tak i sin debut-Tour for at gøre sig klar til at køre OL.

Også den tidligere Tour de France-vinder Vincenzo Nibali har forladt løbet for at blive klar til landevejsløbet i Tokyo. Det skete efter søndagens 15. etape.