Tour de France

Stolt Vingegaard-chef fik gåsehud

Jonas Vingegaard gjorde chefen stolt på den benhårde afslutning af 17. etape.

Det var forventet, at vi fik mange svar efter den modbydeligt hårde 17. etape af Tour de France, og det fik vi.

Vi fik - igen - svar på, at der er krummer i Jonas Vingegaard. Danskeren endte nemlig på andenpladsen og kørte sig også op på en samlet andenplads i løbet.

Hvad tænkte du, da du så ham til sidst?

- Gåsehud. Gåsehud. Han er en fantastisk fighter, siger Vingegaards Jumbo-Visma-sportsdirektør Merijn Zeeman til TV 2 SPORT.

En trio bestående af en dansk Tour-debutant, den forsvarende Tour-vinder, Tadej Pogacar, og Richard Carapaz, der tidligere har vundet Giro d'Italia, kørte fra alle andre og udkæmpede Tourens hidtil mest underholdende kamp.

Og måden, Jonas Vingegaard greb tingene an på, gør chefen stolt. Da Carapaz angreb og satte danskeren, holdt han hovedet koldt og endte med at overhale INEOS-stjernen.

- Det var fantastisk. Jonas har også tidligere oplevet, at det ikke er så let at køre sådan. Men han udvikler sig så hurtigt. Vi er meget stolte over ham, siger Merijn Zeeman.

Øjnede etapesejr

Den gule trøje, Tadej Pogacar, endte med at vinde etapen, der endte på toppen af Col du Portet.

Det var dog først på det sidste meter, at sloveneren fik lavet et lille hul til Vingegaard og Carapaz. Det lagde sportsdirektøren af gode grunde også mærke til, og det fik ham til at håbe, at danskeren kunne stå med etapesejren.

- Pogacar var også på grænsen. Vi troede måske, at Pogacar ville - ikke give ham den - men tillade ham at vinde etapen. Men han var også meget ivrig efter at vinde etapen. En sølvmedalje er meget godt.

Vingegaard, Pogacar og resten af Tour-feltet skal bruge alle muligheder for at hvile, for der skal lades op til en ny bjergetape torsdag.