Tour de France

Derfor satte Vingegaard sin væbner i front i finalen

Sepp Kuss er imponeret over, hvor stærk Jonas Vingegaard viste sig på 18. etape, selvom danskeren havde en dårlig dag.

Det var bestemt ikke af overskud, at Jonas Vingegaard satte sin hjælper Sepp Kuss i frem på torsdagens bjergafslutning. Tværtimod.

Danskeren håbede i stedet ikke at blotte sig selv over for konkurrenterne

- Det var for at slippe for angreb. Det var mere for at køre et hårdt tempo, og så ville vi måske slippe for angreb og på den måde komme tættere på målstregen, før de angreb, siger Vingegaard til TV 2 SPORT.

Manden, der skulle sætte det hårde tempo med tre kilometer tilbage af 18. etape, var bare glad for, han kunne hjælpe sin 24-årige kaptajn.

- Da vi var en lille gruppe tilbage, følte jeg, at jeg stadig kunne gøre noget for at hjælpe ham. Derfor forsøgte jeg at lægge et tempo, hvor der ikke ville være så mange angreb eller ’holde øje med hinanden’, som i de andre bjergetaper. Men Pogacar var virkelig stærk, og Jonas var der, så sejren kommer, fortæller Sepp Kuss.

Hos Jumbo-Visma er sportsdirektøren Merijn Zeeman også meget tilfreds med, hvordan etapen udviklede sig.

- Det var en stor indsats. Supergodt arbejde af holdet med Wout van Aert og til sidst, da Kuss trak for Jonas. Vi ville køre efter etapesejren, og derfor tog Kuss kontrollen og håbede, at Jonas var den stærkeste. Han var rigtig stærk, men den gule trøje var lige en smule bedre. Vi er rigtig glade og stolte

- Etapesejren må nok vente til fremtiden, lyder det fra Zeeman.

Tror på podieplads

Jonas Vingegaard fortalte efter etapen, der sendte rytterne over Col du Tourmalet og Luz Ardiden, at han havde dårlige ben. Alligevel lykkedes det ham at blive nummer to på etapen. Blot to sekunder efter Tadej Pogacar i førertrøjen.

- Det viser, hvor stærk han er. Det er tredje uge, og jeg tror at alle lider. Jeg var også udfordret hele dagen, men nogle gange bliver man bare nødt til at presse på og kæmpe videre, siger Sepp Kuss.

Det ser nu mere end lovende ud for 24-årige Vingegaard i forhold til en podieplads i sin Tour de France-debut.

Han har 2 minutter og 33 sekunder ned til Ben O’Connor på fjerdepladsen. Desuden har han en bedre enkeltstart end konkurrenterne under ham i klassementet. Se klassementet her.

- Vi skal selvfølgelig igennem i morgen (fredag, red.) og undgå problemer. Vingegaard har været fantastisk og mental meget stærk, så jeg tror, han er på vej mod podiet, vurderer Kuss, ligesom danskeren også tror på det nu.

- Nu tør jeg godt indrømme, det ser rigtig, rigtig godt ud for et podie i Paris, fortæller Vingegaard.

Fredag venter en forholdsvis flad etape, inden den står på enkeltstart lørdag. Løbet slutter søndag.