Cykling

Pogacars hjælper svarer kritikere igen

Tadej Pogacar øgede sit forspring i klassementet, da han kørte først over målstregen på 17. etape.

Med et fast greb om 17. etape knuste UAE Team Emirates al tvivl om holdets styrke.

Det siger Rafal Majka, der kørte med som den sidste hjælper, inden Tadej Pogacar både vandt etapen og øgede sit forspring i klassementet til 5 minutter og 39 sekunder.

- Vi har vist, at vi har et rigtigt stærkt hold her. Nu er der ingen, der kan sige, at vi ikke er stærke, siger Majka til Cyclingnews,

Tidligere har UAE Team Emirates været kritiseret for at lade den forsvarende Tour-vinder sidde for meget alene, men det var ikke tilfældet på onsdagens kongeetape.

Her holdt Mikkel Bjerg, Rafal Majka og de øvrige UAE-ryttere et hårdt tempo hen over Col de Peyresourde og Col du Val Louron-Azet, og dermed fik de kørt udbruddet ind og Tadej Pogacar i stilling til favoritternes kamp om etapesejren.

- Nogle gange må man spille sine kort og lade udbruddet køre, men i dag satte vi et hårdt tempo på alle stigningerne. Og Tadej vandt, konkluderer Majka.

Sloveneren vandt etapen foran Jonas Vingegaard og Richard Carapaz. Samme trio ligger i toppen af klassementet inden Tourens sidste bjergetape, der køres torsdag.

  1. Tadej Pogacar, UAE Team Emirates
  2. Jonas Vingegaard, Team Jumbo-Visma +5:39
  3. Richard Carapaz, INEOS Grenadiers +5:43
  4. Rigoberto Uran, EF Education – NIPPO +7:17
  5. Ben O’Connor, AG2R – Citroën Team +7:34