Tour de France

Tour-hold ransaget af politiet - undersøges for doping

Onsdag aften har Tour de France-holdet Bahrain Victorious haft besøg af politiet. Holdet undersøges for mulige brud på dopingregler.

Flere Bahrain Victorious-ryttere har formentlig fået sig lidt af en overraskelse, da de hvilede benene onsdag aften.

Fransk politi lagde vejen forbi holdets hotel for at gennemføre en ransagning. Det bekræfter deres slovenske holdchef Milan Erzen til Cyclingnews og slår fast, at politiet ikke har informeret om baggrunden for besøget.

- Det var ikke noget specielt. Vi fik et visit af politiet. De spurgte rytterne om træningsdatoer, tjekkede bussen, og det var det. De forstyrrede rytterne i en times tid, og til sidst takkede de os.

- De har ikke oplyst baggrunden for besøget, men det vil vi finde ud af gennem vores advokater senere i dag, fortæller Milan Erzen.

Undersøgelse om doping

Holdet oplyser videre, at ingen er blevet arresteret. Derudover har en kilde fortalt Cyclingnews, at op mod 50 politibetjente var til stede på det hotel, hvor Movistar også bor. De slap dog for at blive forstyrret.

Den offentlige anklager i den franske by Marseille bekræfter over for cykelmediet, at holdet bliver undersøgt for muligt brud på dopingreglerne.

Det drejer sig om "anskaffelse, transport, besiddelse og import af ulovlige substanser eller uberettigede måder, en atlet kan bruge dem på".

Undersøgelsen startede 3. juli, og den omhandler personer fra Bahrain Victorious' nuværende Tour de France-hold, bekræfter anklageren desuden.

Spekulationer går år tilbage

Sidste måned måtte Milan Erzen forsvare holdet i forlængelse af anonyme doping-beskyldninger, som dukkede op i franske medier.

Ifølge Le Parisien har to personer og en holdboss udtrykt bekymringer om Bahrain Victorious' nylige præstationer i Giro d'Italia og Critérium du Dauphiné. De to anonyme kilder erkendte dog, at de intet kunne bevise.

Det kom i kølvandet af Damiano Carusos indsats ved den italienske Grand Tour. På daværende tidspunkt afviste Milan Eržen alle anklager.

Ifølge Julien Prétot, der er sportskorrespondent hos nyhedsbureauet Reuters, fortæller en kilde fra politiet, at politiet har været på Bahrain Victorious' sag siden sidste år.

Torsdag begiver holder sig ud på 18. etape.