Tour de France

Uran reddet af holdkammerat

Rigoberto Uran var voldsomt udfordret på 17. etape, hvor han mistede sin podieplacering.

Jo længere han kom op ad Col du Portet, jo større blev afstanden til de førende ryttere.

Rigoberto Uran havde ikke kræfter til at følge med Pogacar, Vingegaard og Carapaz på 17. etape, og havde han ikke haft hjælperytteren Sergio Higuita foran sig, var det endt endnu værre, end det gjorde.

- Han hjalp mig meget, og uden ham ville jeg have tabt dobbelt så meget tid, siger Uran til El Universal.

Rigoberto Uran kørte over målstregen 1:49 efter vinderen Tadej Pogacar, der kun slog Jonas Vingegaard og Richard Carapaz med få sekunder.

Det betyder, at Uran glider fra anden- til fjerdepladsen i klassementet, hvor pludselig er et stykke op til podiet.

  1. Tadej Pogacar, UAE Team Emirates
  2. Jonas Vingegaard, Team Jumbo-Visma +5:39
  3. Richard Carapaz, INEOS Grenadiers +5:43
  4. Rigoberto Uran, EF Education – NIPPO +7:17
  5. Ben O’Connor, AG2R – Citroën Team +7:34

- Jeg manglede styrke, og jeg har mistet to vigtige placeringer i klassementet. Men jeg fortsætter med at kæmpe. Torsdag er endnu en nøgleetape, siger Uran forhåbningsfuldt inden Tourens sidste bjergslag.

18. etape er 130 kilometer lang. Den byder på to små stigninger i kategori fire, inden feltet skal over Col du Tourmalet og Luz Ardiden, der begge er uden for kategori. Læs alt om Tourens sidste bjergslag her.

Derefter venter en flad etape og en enkeltstart inden paradeturen til Paris på søndag.