Tour de France

Vingegaard er langt foran holdets plan

Jonas Vingegaard er på andenpladsen i sin Tour de France-debut, hvor han startede som hjælperytter.

Igen og igen taler storholdet Jumbo-Visma om en langsigtet plan med Jonas Vingegaard, men lige nu er den danske cykelkomet langt foran planen.

Han startede Tour de France som superhjælper for Primoz Roglic, der dog styrtede og siden måtte udgå. Vingegaard blev forfremmet - uden pres eller forventninger fra holdets ledelse.

- Jeg havde aldrig troet, vi kunne slukke ildebranden, efter Primoz Roglic udgik. Lige nu går det lige så godt som sidste år, siger sportsdirektør Grischa Niermann.

17 etaper er kørt, og Vingegaard ligger lunt i svinget til en plads på podiet i Paris søndag. Roglic blev sidste år nummer to, efter han smed sejren væk på den afgørende enkeltstart

- Jonas beviste, at han er et fantastisk talent til fremtiden, og han har taget store skridt i sin udvikling som Grand Tour-rytter. Vi forventede ikke, han ville være i stand til det så hurtigt, Niermann.

- Alt kan stadig ske, men i dag har vi taget et stort skridt i den rigtige retning. Med Jonas - og et talent som Tobias Foss - ser vores fremtid rigtig god ud.

Pogacar ser ham som kommende Tour-vinder

Afstanden op til Tadej Pogacar er på mere end fem og et halvt minut og derfor så godt som umulig.

Men selvom sloveneren formentlig bliver Tour-vinder for andet år i træk, ser han frem til hård kamp i den nærmeste fremtid.

- Han er en topklasserytter, der vil blive endnu bedre i fremtiden. Han kan vinde Tour de France inden længe. Jeg kan virkelig godt lide at køre mod ham, siger Tadej Pogacar.

'Nødt til at lægge dæmper på ham'

Torsdag venter endnu en hård prøvelse i bjergene, hvor Vingegaard og de blot tre tilbageværende hjælperyttere skal forsvare andenpladsen i klassementet frem mod enkeltstarten lørdag.

- I dag bekræftede han bare sit talent, så på den måde er det ingen overraskelse, siger holdkammeraten Mike Teunissen ifølge Cycling Weekly.

Den 28-årige hollænder kommer dog med en lille advarsel.

- Nogle gange er vi nødt til at lægge en dæmper på ham. Holdet vidste ikke, hvordan han ville køre over et treugersløb. Måske ville han få en dårlig dag, siger Teunissen.

- Det ser godt ud, og han behøver ikke lave desperate angreb. Men han skal selvfølgelig gå efter det, hvis han kan tage tid eller vinde en etape. Hvis det ligger til ham, går han efter det. Sådan er han som cykelrytter.