Tour de France

20. etape | Libourne > Saint-Emilion| 17. juli

Det er i dag, det bliver afgjort, hvem der bliver den endelige vinder af Tour de France 2021.

Etapens favoritter er opdateret 12. juli klokken 16.00.

Favoritter

***** Stefan Küng

**** Wout Van Aert, Kasper Asgreen

*** Jonas Vingegaard, Tadej Pogacar

** Mattia Cattaneo, Richie Porte

* Rigoberto Uran, Geraint Thomas, Mikkel Bjerg, Stefan Bissegger

Se hele etapen LIVE på TV 2 PLAY​

Det første jeg tænkte, da jeg så etapen

Den midterste del af etapen ligner Jylland set fra oven. Er det et tegn på sejr til Kasper Asgreen?

Nøglepunktet

På en enkeltstart er alle kilometer vigtige, men de sidste 4,7 km er bare lige ud ad en landevej og svagt stigende og et stykke, der kan være rigtig ondt, hvis du har økonomiseret forkert med kræfterne.

Hvis jeg var sportsdirektør…

…ville jeg nok gøre som UAE og Tadej Pogacar gjorde sidste år: se enkeltstarten før Tour de France med min klassementsmand så mange gange, at den ligger på rygraden, så han på dagen kan have en rolig morgen på hotellet. Derefter ville jeg så sende ham med i servicebilen efter en af hans holdkammerater for lige at genopfriske ruten.

Betydning for klassement

Det er i dag, det bliver afgjort, hvem der bliver den endelige vinder af Tour de France.

Ruten

Ligesom sidste år er næstsidste etape en enkeltstart, men så hører lighederne også op. For hvor sidste års enkeltstart sluttede op ad nyklassikeren i Tour de France-sammenhæng Planche des Belles Filles, så skal man kigge langt efter højdemeterne på denne enkeltstart. Derfor er det med sine lange lige stræk, hvor du virkelig kan køre i høj fart, en rute for specialisterne.

Målbyen ligger fem km vest for startbyen, og dermed kan starttidspunkt godt få en indflydelse med ændrede vindforhold. Det oplevede jeg selv på allertætteste hold i 2010, hvor enkeltstarten blev kørt ikke langt herfra. Her vendte og drejede vinden undervejs. De ryttere, der ligger til, starter dog alle inden for kort tid, så de burde have de samme forhold.

Jeg skrev før, at ruten var en meget klassisk rute, som ikke byder på så mange højdemeter og ej heller frygteligt mange sving. Dermed ligger den vel lige til højrebenet for en af feltets specialister. Og ja, de er bestemt også i spil til sejren, men i tredje uge handler det også meget om friskheden. Så hvor jeg snakkede om den næsten restituerede enkeltstart i første uge, er vi meget langt fra netop det her. På denne enkeltstart handler det lige så meget om, hvem der har noget tilbage i tanken.

Derfor kan vi godt komme til at opleve en stor overraskelse, som vi også gjorde sidste år, hvor punktummet næsten allerede var blevet sat med hensyn til Primoz Roglics Tour de France-sejr, men hvor hans landsmand Tadej Pogacar ville det anderledes.