Cavendish forklarer spøjst sammentræf efter sejre
Belgiske Jasper De Buyst har en teori om, at jubelscenen fra Mark Cavendish er årsagen til, at kæden ofte hopper af hos briten.
Fredag kan Mark Cavendish vinde sin femte etapesejr i årets Tour de France.
Hvis alt går, som det hidtil er gået, når den hurtige brite har spurtet for sejren, kan han også godt regne med at tabe kæden i det øjeblik, han stopper med at træde.
For ifølge det belgiske medie Sporza har den hurtige brite tabt sin kæde alle fire gange, han har vundet under dette års Tour de France.
Og det er ikke tilfældigheder, fortalte Deceuninck - Quick-Step-sprinteren på et pressemøde mandag.
- Det med kæden er sket igennem hele min karriere. Det har noget at gøre med, hvordan jeg kører cyklen end selve cyklen. Jeg stopper bare med at træde hurtigt, når jeg krydser linjen.
- Det er bare fysik og kædens frie vilje. Førhen specialiserede jeg mig gennem en masse tests af forskellige cykler, og hvordan man cyklede på cyklen, hvilket er meget forskellig fra cykel til cykel, lød forklaringen fra Mark Cavendish.
Ifølge Lotto-Soudals Jasper De Buyst er det ikke uvæsenligt, at det er sket, efter Cavendish har vundet en etape. Hans bud er, at det skyldes britens måde at juble på.
- I det sekund han smider sine hænder i vejret, trykker han venstre ben ned, og det får kæden til at miste kontakten (med tandhjulet, red.), siger belgieren til Sporza.
Kan stjæle Tour-rekord fra Merckx
Tiden må vise, om Mark Cavendish får noget at juble af på fredagens flade etape, og om han efterfølgende skal sætte kæden på igen.
Hvis sprinteren fra Isle of Man vinder, vil det være etapesejr nummer 35 i Tour de France, og dermed vil han gå alene spidsen på listen over ryttere med flest etapesejre i det franske etapeløb. Lige nu deler han førstepladsen med belgiske Eddy Merckx.
- Hvis det bliver en sprint, vil vi prøve. Men etapen er 205 kilometer lang, og den er hård. Jeg håber, at drengene kan blive i feltet. Det fortjener de, siger Mark Cavendish.
Skulle det glippe på 19. etape, vil Cavendish også have muligheden på søndagens afsluttende etape, der traditionen tro køres i hjertet af Paris.