Tour de France

Danskerne skriver historie - tangerer 25 år gammel Tour-rekord

Kun Belgien og Slovenien har som nation fået flere podiepladser end Danmark under årets Tour de France.

Da Casper Pedersen fredag eftermiddag krydsede målstregen i Libourne som nummer tre, var han samtidig med til at skrive dansk cykelhistorie.

Det var nemlig sjette gang, at en dansk rytter har kørt sig på podiet under årets Tour de France. En præstation, der tangerer rekorden fra 1996.

  • 5. etape: Jonas Vingegaard bliver nummer tre (enkeltstart)
  • 7. etape: Magnus Cort bliver nummer tre
  • 13. etape: Michael Mørkøv bliver nummer to
  • 17. etape: Jonas Vingegaard bliver nummer to
  • 18. etape: Jonas Vingegaard bliver nummer to
  • 19. etape: Casper Pedersen bliver nummer tre

Danmark har endnu en etapesejr til gode, men alene det faktum, at en dansker har været blandt de tre bedste hele seks gange, er værd at glæde sig over, mener Casper Pedersen.

- Sjette podieplads? Det er ret flot, vil jeg faktisk sige. Jeg synes, vi har været godt repræsenteret som nation. Især med Vingegaard, som har båret flaget for os, siger Team DSM-danskeren til TV 2 SPORT.

Michael Mørkøvs første reaktion er en smule mere afdæmpet.

- Ja, det ærgerligt, det ikke er blevet til en etapesejr. Det havde været flot, lyder det kækt fra den 36-årige dansker.

Tager man et kig over alle nationers høst af podieplaceringer under årets franske rundtur, er det kun Belgien og Slovenien, der har været repræsenteret i top-3 flere gange. Frankrig har lige så mange som Danmark.

For et år siden kom en dansk rytter på podiet fem gange, hvor to af dem var etapesejre til Søren Kragh Andersen.

"Det er da vildt fedt"

De mange danske topresultater er et billede på den øjeblikkelige succes, som dansk cykelsport befinder sig i. Allerede inden Tour de France var der rød-hvid historieskrivning, da Danmark aldrig før har haft så mange ryttere med til verdens største cykelløb.

- Vi har nogle rigtig stærke ryttere, og vi er 11 på forskellige hold, hvor mange af os ikke har været låst. Egentlig overrasker det mig ikke, men det er stadig imponerende, at en så lille nation som Danmark er så godt repræsenteret, siger Casper Pedersen, der i år kører sit andet Tour de France.

36-årige Michael Mørkøv, der for en uge siden blev nummer to efter et perfekt leadout til Mark Cavendish, må efter sin umiddelbare reaktion indrømme, at det er en stor bedrift af den danske delegation i Frankrig.

- Det er da vildt fedt. Jeg har selv fulgt med i Touren i rigtig mange år. Nogle af de første gange, jeg kørte, var vi kun var tre danskere – mig selv, Jakob Fuglsang og måske Nicki Sørensen – og ingen af os var i nærheden af at køre om sejrene.

- Nu har vi rytterne til det. Jeg synes, det er fedt for dansk cykelsport og fansene derhjemme, at der er noget at følge med i, siger Deceuninck - Quick-Step-danskeren.

Danmarks seks podiepladser er delt ud på fire ryttere. I 1996 var det Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Jesper Skibby, der kørte sig til tre sejre og tre andenpladser - dog ved brug af doping.

Muligheder for mere dansk succes

Mulighederne for en dansk etapesejre er efterhånden ved at være ganske få. Faktisk er der kun to muligheder tilbage. Lørdag byder på en enkeltstart, mens søndagens afsluttende etape byder op til en duel mellem sprinterne.

Og her er det primært lørdagens individuelle kamp mod uret, som kan blive interessant med danske briller, vurderer Pedersen og Mørkøv.

- Måske kan Kasper Asgreen køre med om en sejr i morgen. Det bliver svært, men der er en lille mulighed, siger Casper Pedersen.

Jonas Vingegaard blev nummer tre på Tourens første enkeltstart, og han er ifølge Michael Mørkøv også det bedste danske bud på et topresultat lørdag sammen med Kasper Asgreen og Magnus Cort.