Tour de France

Uklogt af Fuglsang at være så åbenmundet, mener ekspert

Både Jakob Fuglsang selv og Lars Bak finder trøst i, at Fuglsang heller ikke for fem år siden kørte et godt Tour de France forud for OL.

Jakob Fuglsang har ikke følt sig på toppen i årets Tour de France.

Den danske cykelstjerne er derfor begyndt at tvivle på sig selv frem mod linjeløbet ved OL i Tokyo om otte dage, men han havde gjort klogt i at holde det for sig selv, mener TV 2 SPORTs cykelekspert Henrik Jul Hansen.

- Han har en tendens til at være meget åbenmundet, og det sætter jeg stor pris på som journalist. Han siger nøjagtig, hvad han mener, men det er ikke altid lige klogt. Og her var det ikke rigtig klogt, fordi han har et helt hold omkring sig i Japan, og de skal tro på ham.

- Og selv om han ikke tror på sig selv, skal han i hvert fald bilde dem ind, at han godt kan vinde. Ellers vil de ikke køre for ham.

Christian Moberg Jørgensen, der er ledende sportsdirektør hos coloQuick Cycling, er enig i, at Fuglsang med sin klare udmelding risikerer at fjerne lidt af motivationen for at hjælpe ham i Japan.

- Han vandt en sølvmedalje i 2016, og han skal til Japan og forsvare Danmark og de rød-hvide farver. Han er den eneste kaptajn, Danmark har med, og så gå ud og sige, at han ikke selv tror på det, så tror de tre andre måske heller ikke så meget på det, siger Moberg i TV 2s Tour-studie fredag.

- Fuglsang er aldrig dårlig i endagsløb

Det er Michael Valgren, Christopher Juul-Jensen og Kasper Asgreen, der udgør resten af Danmarks OL-hold på herresiden.

Han skal væk fra den her Tour de France-boble og så stadigvæk tro på det

Lars Bak, tidligere cykelrytter og ekspert for TV 2 SPORT

Den tidligere cykelrytter Lars Bak, der er ekspert for TV 2 SPORT under Tour de France, ser et lille lyspunkt i, at Fuglsang ikke er godt kørende i Touren i år.

- I 2016 var han heller ikke specielt godt kørende i Tour de France. Der er stadigvæk en uge eller mere til OL. Det er et endagsløb. Jakob Fuglsang er aldrig dårlig i endagsløb.

- De skal til Tokyo, der er jetlag, der er mange ting, der skal ske. Han skal bare tage det med ro, og så tror jeg faktisk, at han nok skal være godt kørende, siger Lars Bak.

Opsang af mor

For fem år siden, hvor Jakob Fuglsang ligeledes tvivlede på sig selv, fik han en opsang af sin mor.

- Han skal ringe til sin mor og få en snak med hende. Jeg kan selv huske det. Nogle dage, hvor man ikke er så godt kørende, tænker man 'til helvede med det hele'. Og så dagen efter har man lige pludselig okay ben, og så tror man, at man kan vinde Paris-Roubaix, siger Bak.

- Jakob havde håbet at få en bedre følelse. Han skulle lige have haft én dag, hvor han havde kunnet mærke de her gode ben. Men når det så er sagt, er han nummer 38 sammenlagt, og han har prøvet at komme af sted. Han har ikke haft benene, han har ikke været god nok til at kunne køre om en etapesejr, det skal vi også sige, men jeg tror stadigvæk på ham.

- Jeg tror bare, at han skal væk fra den her Tour de France-boble og så stadigvæk tro på det.

Er 30 watt under tallene fra Schweiz Rundt

Fuglsang selv finder også trøst i, at han trods et dårligt Tour de France i 2016 kunne rejse hjem fra legene i Rio med en sølvmedalje om halsen. Tidligere i Touren mistænkte Fuglsang sin vaccination mod coronavirus for at være årsagen.

De seneste dage har den 36-årige dansker sammen med sin træner på Astana, Maurizio Mazzoleni, ledt efter en forklaring på de dårlige ben.

Fuglsang har blandt andet gennemgået en laktattest, der viste, at hans laktatniveau er for højt, hvilket ifølge Fuglsang selv gør, at han mangler watt. Mazzolenis undersøgelser har vist, at Fuglsang er omkring 30 watt under tallene fra Schweiz Rundt for godt en måned siden, hvor han blev nummer tre.

- I Schweiz Rundt gik det godt. Nu går det, som det går. Lad os håbe, at OL kommer til at gå godt, sagde Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT tidligere på ugen.

Herrernes linjeløb ved OL i Japan køres 24. juli.