Tour de France

Bjerg kører med et ur til flere millioner

Mikkel Bjerg har styr på tiden i Tour de France, hvor han har fået lov til at køre med et ganske særligt ur.

Det er på én gang old school og ekstremt ekstravagant, at Mikkel Bjerg kører med et armbåndsur under Tour de France.

Old school fordi armbåndsure var helt normalt før cykelcomputerens indtog.

Ekstravagant fordi der er tale om et ur fra Richard Mille, og sådan et har de færreste råd til. Heller ikke Mikkel Bjerg, siger han.

- Det er en sponsor, vi har et på holdet. Et fransk urfirma, som vi stolt viser frem her i Frankrig, siger Bjerg til TV 2 SPORT.

- Det er et rigtigt, rigtigt fedt ur. Vi kører med det og viser det frem, for der er jo nok nogle, der kigger med, som har råd til sådan et.

Er du slet ikke nervøs for at styrte med et ur til over to millioner kroner?

- Jo, men jeg tror, det er forsikret.

- Den anden dag i grupettoen kørte Kenny Elissonde op og lod som om, han snuppede det fra mig. I det moment kunne jeg ikke gøre noget som helst. Det kunne lige så godt have været en tilskuer – men i sidste ende er det jo ’bare’ et ur.

Richard Milles ure er populære blandt flere sportsfolk, og under EM-finalen i fodbold fik Formel 1-køreren Lando Norris stjålet sit ur på Wembley.

Cykelstjernerne Mark Cavendish og Julian Alaphilippe fra Deceuninck - Quick-Step bærer også ure fra Richard Mille - men her er der ikke tale om et 'omgangsur', som tilfældet er hos UAE.

- Jeg tror, de har fået deres. Det kan være, det også ændrer sig for mig, hvis jeg også bliver verdensmester en dag, siger Mikkel Bjerg lige dele forhåbningsfuldt og ambitiøst.