Tour de France

Hvordan kan Vingegaard smadre specialister på enkeltstart?

Danskeren har overrasket stort i Tour de France - og måske særligt i kampen imod uret.

Enkeltstart og Jonas Vingegaard rimer efterhånden på hinanden.

I 2021-udgaven af Tour de France har danskeren vist, at han er blandt de allerbedste i disciplinen. Begge gange er han blevet nummer tre.

Og nu forklarer Jumbo-Vismas tekniske chef, Mathieu Heijboer, hvorfor det går danskeren så godt på cyklen med bøjlen.

- Han er i sit livs form. Og han er meget aerodynamisk. Han er en lille fyr, men han er meget god på cyklen.

- Han sidder godt positioneret på cyklen og kan træde en masse watt på de flade stykker. Han har meget talent på flere måder, siger Mathieu Heijboer.

Gennemgået mange tests

Jonas Vingegaard kom til det hollandske storhold i 2019. Tidligt blev han ført ind i holdets detaljeorienterede verden.

- Allerede da han kom ind på holdet, tog vi til banen for at teste hans aerodynamik, siger den tekniske chef.

På en træningslejr blev danskeren testet yderligere i en "mini vindtunnel".

- Vi foretog nogle tests, og vi prøvede at optimere hans position, lyder det fra hollænderen.

Har selv gjort det meste

Vigtigst af alt har Jonas Vingegaard gjort det arbejde, der skal til.

- Det største arbejde har han gjort selv ved at træne så meget som muligt på cyklen. Det er derfor, han er så god nu, vurderer den tekniske chef.

Hvis den 24-årige thybo kan holde sig på cyklen på 21. og sidste etape, slutter han som nummer to i Tour de France.