Tour de France

På seks timer ændrede Vingegaards rolle sig fuldstændig under Touren

Selvom Jonas Vingegaard tidligt i løbet tabte tid, fordi han skulle hjælpe sin kaptajn, lykkedes det danskeren at kravle op på andenpladsen.

Det hele startede i en ydmyg hjælperolle.

Tour de France-debutanten Jonas Vingegaard skulle hjælpe sin kaptajn, Primoz Roglic, til den samlede sejr.

Efter 7. etape ændrede det sig, da Roglic blev kørt langt bagud i klassementet, og få dage efter måtte sloveneren udgå.

Pludselig skulle storholdet Jumbo-Visma køre for 24-årige Jonas Vingegaard, som holdt sig til i klassementet. Det skulle vise sig, han kunne køre lige op med de bedste og tilmed sætte den suveræne Tadej Pogacar op ad Mont Ventoux.

Herunder kan du få et overblik over, hvordan Jonas Vingegaards rolle og placering i klassementet udviklede sig undervejs i løbet. Ligesom du kan læse Vingegaards udtalelser, hvor han gik fra at være Roglics skygge til at være ham, holdkammeraterne skulle passe på.

Jonas Vingegaards udvikling under Touren 2021

    1. Holdpræsentation

      Det sagde han:

      - Det er jo mit første Tour de France, og jeg glæder mig bare helt vildt til at komme i gang – jeg er spændt, det må jeg indrømme.

      - Det bliver som hjælperytter for Primoz. Jeg er her egentlig for at hjælpe ham og lære for fremtiden også.

    2. 1. etape

      Vingegaard kommer i mål i samme tid som de andre konkurrenter til podiet (Nr. 13 i klassementet).

    3. 2. etape

      Vingegaard taber to sekunder til Pogacar, Roglic og Kelderman, men ellers kommer han i mål sammen med andre store navne (Nr. 9 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen:

      - Hvis der sker noget med Primoz, så skal jeg give min cykel. I går fik jeg givet ham den. I dag blev det ikke nødvendigt. Det er det, som det handler om. At blive sammen med Primoz, og hvis han får problemer, så er jeg der for at hjælpe ham. 

      - Vi kører for Primoz. Vi satser alt på ham. Det er på grund af, jeg skal være og hjælpe ham, at jeg har sluttet langt fremme to dage i træk. Så det er for Primoz. 

    4. 3. etape

      Vingegaard venter på sin kaptajn Primoz Roglic, som styrtede mod slutningen af etapen. Han taber 1 minut og 21 sekunder til Richard Carapaz og 55 sekunder til Pogacar og Rigoberto Uran (Nr. 23 i klassementet).

    5. 4. etape

      Han kommer i mål med resten af feltet (Nr. 23 i klassementet).

    6. 5. etape

      Bliver nummer tre på enkeltstarten og taber 27 sekunder til Pogacar. Han tager dog 41 sekunder til Uran og 1 minut og 17 sekunder til Carapaz (Nr. 8 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen:

      - Jeg havde da tænkt mig at køre igennem, men jeg ved ikke, om jeg havde sat næsen op efter et topresultat. 

    7. 6. etape

      Han kommer i mål med resten af feltet (Nr. 8 i klassementet).

    8. 7. etape (styrtede selv undervejs)

      Det sagde han før etapen:

      - Primoz er i bedring, og vores plan er stadig at køre for ham. Det er planen i dag, vi kører for ham, og jeg er hjælperytter.

      - Jeg går med ned, hvis han går ned… Det har jeg det helt fint med. Jeg er her ikke for at køre efter egne resultater, det vidste jeg, da jeg kom.

      Han kommer i mål med resten af konkurrenterne, men Roglic bliver sat med fire minutter (Nr. 11 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen seks timer senere:

      - Det er en chance, der kommer, men vi havde også talt om inden, at vi skulle prøve at holde mig til i klassementet. Indtil nu har jeg kæmpet hver dag for at holde sammen med Primoz. Nu er der kommet en chance, og så må vi se, hvad det kan blive.

    9. 8. etape

      Han taber 3 minutter og 30 sekunder til Pogacar, men han kommer i mål med sine nærmeste konkurrenter (Nr. 5 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen:

      - Det er selvfølgelig en god situation for mig. Jeg prøver at tage det dag for dag, og så må vi se, hvad det kan blive til.

      - Jeg synes, jeg var ret meget på limit hele den sidste stigning i dag (lørdag, red.). Det var hårdt, og jeg synes, jeg led. Jeg gav mit bedste, og hvis jeg havde haft mere i mig, havde jeg prøvet at angribe. Så jeg forsøgte bare at forsvare mig.

    10. 9. etape (Roglic udgår inden etapestart)

      Han krydser målstregen med sine nærmeste konkurrenter. Taber 32 sekunder til Pogacar (Nr. 4 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen:

      - Jeg får støtte fra holdet nu. De vil stadig få lidt frihed, men jeg får masser støtte. De står 100 procent bag mig.

      - Vi prøver at give det et skud og tager det dag for dag. Vi ved ikke, hvordan jeg har det i den tredje uge af løbet, så vi prøver at spare så meget som muligt. Jeg skal ikke ud på nogle lange togter eller store angreb. Lige nu prøver jeg bare at følge mig, og har man en god dag, vil man selvfølgelig prøve at tage noget tid på de andre.

    11. 10. etape

      Han kommer i mål med resten af feltet (Nr. 4 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen:

      - Det var hektisk i finalen, men holdet støttede mig godt. De sikrede, at jeg ikke kom i nogen problemer, og jeg kom ind i første gruppe. Wout (van Aert, red.) blev nummer to, så ja, det var en god dag.

      - Jeg ved ikke, om jeg kan lide denne slags etaper i dag, men jeg vil kæmpe for klassementet. Det var ret nervøst i sidste ende, men holdet gjorde det godt og sikrede, at jeg ikke var i problemer. Det var perfekt.

    12. 11. etape

      Han kommer i mål sammen med de andre konkurrenter, efter han eller kørte fra dem op ad Mont Ventoux (Nr. 3 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen:

      - Super super hård dag. Men jeg følte mig super godt kørende. Den sidste gang opad blev der kørt hårdt tempo, og da de så slog ud, tænkte jeg ”hvorfor ikke bare prøve?”

    13. 12. etape

      Han kommer i mål sammen med de andre konkurrenter (Nr. 3 i klassementet).

    14. 13. etape

      Han kommer i mål med resten af feltet (Nr. 3 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen:

      - Det var godt nok en lang og stressfyldt dag. Det gik okay, og jeg tabte ikke tid, så det er fint. Jeg ved ikke, om feltet splittede. Det var jeg lidt for koncentreret til at se efter.

      - De (holdkammeraterne, red.) passede rigtig godt på mig i dag. Jeg var nærmest aldrig ude i vinden, så det var helt perfekt.

    15. 14. etape

      Han kommer i mål sammen med de andre konkurrenter (Nr. 4 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen:

      - I dag var en hård og varm dag, og der gik lang tid, før udbruddet fik lov til at køre. Det endte med at gøre dagen ret hård. Vi kom sikkert igennem, og drengene sørgede godt for mig. Jeg er meget glad for det. Dagen var perfekt for os.

    16. 15. etape

      Han kommer i mål sammen med de andre konkurrenter (Nr. 3 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen:

      - Jeg synes ikke, det var så hårdt. Det var nok ikke til min fordel. Jeg havde håbet på, at det var lidt mere udmarvende i dag, end det egentlig var.

    17. 16. etape

      Han kommer i mål sammen med de andre konkurrenter (Nr. 3 i klassementet).

    18. 17. etape

      Han tager et sekund til Carapaz og 1 minut og 46 sekunder til Uran, som lå på andenpladsen inden etapen (Nr. 2 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen:

      - Carapaz lavede et rigtig godt ryk til sidst, hvor jeg ikke kunne følge med. Men jeg fandt mit eget tempo, og så kunne jeg spurte fra ham til allersidst.

      - Jeg følte mig rigtig godt kørende og var glad for at komme tilbage til ham og køre forbi ham til sidst.

      - (om podiet) Det må vi se efter i morgen. Jeg gør bare mit bedste i morgen, og det håber jeg, er godt nok.

    19. 18. etape

      Han kommer i mål som nummer to sammen med sine to nærmeste konkurrenter. Har over to minutter ned til fjerdepladsen (Nr. 2 i klassementet).

      Det sagde han efter etapen

      - Jeg er super, super glad for min andenplads. Jeg led meget derude og havde ikke min bedste dag, og det er jo bare fantastisk.

      - Nu tør jeg godt indrømme, det ser rigtig, rigtig godt ud for et podie i Paris.

      Hvordan føles det?

      - Det er helt fantastisk.

    20. 19. etape

      Han kommer i mål sammen med de andre konkurrenter (Nr. 2 i klassementet).

      Samme dag fortæller holdets direktør, at Vingegaard på intet tidspunkt har været hjælperytter i løbet.

    21. 20. etape

      Jonas Vingegaard kører en imponerende enkeltstart, hvor han bliver nummer tre.

      Han slår blandt andet Tadej Pogacar og sikrer sig andenpladsen i det samlede klassement.

      Det sagde han efter etapen:

      - Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt. Jeg kan slet ikke forstå det. Jeg er helt tom for ord. 

      -  Jeg er helt uden ord faktisk. Jeg er rørt. Vi har haft en hård Tour. Vi startede ud med at miste vores kaptajn. Jeg ved godt, at jeg også skulle holdes inde i klassementet, men han var jo den store kaptajn, så alt vores arbejde inden Touren blev bare revet væk under os.

      - Så det er fantastisk, at vi bare har reddet vores Tour.