Tour de France

Vingegaards forældre var rørte: - Det var lettelse over, at han gjorde det

Den nordvestjyske by Hillerslev er på den anden ende, efter Jonas Vingegaard lørdag forsvarede sin andenplads i Tour de France.

Han var favorit til at gøre det færdigt, men alligevel sad nerverne ude på tøjet i forældrenes hus i Hillerslev.

Jonas Vingegaard gik ind til den afgørende enkeltstart som nummer to i Tour de France med et forspring på seks sekunder til Richard Carapaz fra Ecuador.

Vingegaards forældre Karina og Claus så til, da sønnen ikke alene forsvarede andenpladsen, men også knuste en række store navne og blev nummer tre på enkeltstarten.

Da resultatet stod mejslet i granit, tog følelserne over hos familien Vingegaard Rasmussen.

- Det var lettelse over, at han gjorde det. Vi har været i den verden i så mange år og ville det så gerne, fordi han gerne ville det. Vi har støtte ham i det, og at det så er lykkedes så tidligt, er imponerende, siger Karina Vingegaard Rasmussen.

- Man bliver bare så glad, fordi man ser, det lykkes for ham. Det, han har kæmpet for i alle de år.

Rørt over støtten

Ydmyge Jonas Vingegaard var vanvittigt glad og stolt - ligesom forældrene. Og han blev rørt, da han fik at vide, at TV 2 havde fulgt forældrene gennem etapen, og at der blev fældet en tåre eller to derhjemme.

- Jeg er glad for, de følger med. Jeg er helt uden ord faktisk, sagde Vingegaard kortfattet.

Selvfølgelig har vi altid troet på ham, og at det nok skulle komme engang

Karina Vingegaard Rasmussen

Faktisk var det slet ikke meningen, at den 24-årige Jumbo-Visma-rytter skulle med til Tour de France, men et afbud fra den tidligere Grand Tour-vinder Tom Dumoulin banede vejen.

Og sikke en erstatning.

Forældrene er overraskede

Officielt set skulle Vingegaard i sin Tour de France-debut være superhjælper for Primoz Roglic, der sidste år blev nummer to i Touren. Men et tidligt styrt endte i sidste ende med at sende sloveneren ud af Touren - og omgående blev Vingegaard forfremmet til kaptajn.

- Det er overraskende. Det er ikke kun os, der synes, det er overraskende. Selvfølgelig har vi altid troet på ham, og at det nok skulle komme engang. Men at det allerede skulle komme i år, hvor han kommer med på afbud og ovenikøbet skal være hjælperytter, men pludselig skal tage over efter Roglics skade, er vildt, siger Karina Vingegaard Rasmussen.

Vingegaard fik også støtte på tætteste hold, da han kæreste, barn og svigermor undervejs var på besøg i Frankrig.

Den eneste, Vingegaard ikke kunne røre i det lange løb, var den forsvarende Tour-vinder Tadej Pogacar.

Og så alligevel. Vingegaard var den eneste, der udstillede svagheder hos sloveneren, da han på mægtige Mont Ventoux kørte fra ham.

Det hele blev rundet af med en ny demonstration, da han slog Pogacar med 25 sekunder på enkeltstarten.