Tour de France

Mads P. fik hele studiet til at grine, da han jokede med landsmand

Casper Pedersen kom afsted i dagens første udbrud i Paris, men det var slet ikke meningen.

Rytterne havde dårligt nok passeret den første omgang i Paris, da Team DSM's eneste tilbageværende dansker ville vise sig frem på Tourens sidste etape.

Casper Pedersen stak nemlig af med Stefan Bissegger (EF Education - Nippo) og Harry Sweeny (Lotto-Soudal), selvom planen var, at han skulle varetage rollen som leadout-rytter for holdets sprinter Cees Bol.

I TV 2 SPORTs studie efter etapen, hvor flere danskere var samlet, blev Casper Pedersen udfordret på, hvorfor han pludselig var i udbrud. Men han nåede ikke selv at svare, før Mads Pedersen fra Trek-Segafredo afbrød ham.

- Man kan da ikke stole på en leadout-mand, der kører i udbrud på Champs-Élysées, sagde han, hvorefter flere brød ud i grin.

Studiet bryder ud i grin efter Mads Pedersens kommentar.

Ikke en del af planen

Udbruddet holdt dog på ingen måder hjem, og det blev da også løbende erstattet af flere andre, efterhånden som etapen skred frem.

Men inden det skete, var Casper Pedersens tilstedeværelse i selskab med Sweeny og Bissegger en kort fornøjelse. Han slog ud og faldt tilbage til sit hold i feltet.

Det var til stor forvirring for TV 2 SPORTs cykelekspert Rolf Sørensen, der i kommenteringen slet ikke forstod, hvorfor han med vilje forlod udbruddet. For chancen for at vinde var ifølge ham ganske stor.

- Det kan jeg ikke forstå. Han sidder i et udbrud med tre ryttere. Altså der er større mulighed for, at han vinder med dem, end Cees Bol vinder i en spurt, lød det fra Rolf Sørensen.

Her falder Casper Pedersen tilbage til feltet.

Men forklaringen fra Casper Pedersen fik vi i studiet.

- Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle i udbrud. Vi havde aftalt at køre 100 procent for Cees (Bol, red.) i spurten. Men vi blev nødt til at følge de grupper, der stak af for at holde kontrollen over det, fordi vi ikke havde så mange til at trække.

- Så jeg røg egentlig bare med i udbruddet ved et tilfælde, og så blev jeg kaldt tilbage, så det var lidt ærgerligt, siger Casper Pedersen.

Tilfredstillende afslutning på Touren

Undervejs i Tour de France måtte Team DSM vinke farvel til Tiesj Benoot, Jasha Sütterlein og Søren Kragh Andersen, og generelt har de haft et svært løb.

Oprejsningen kom dog på 19. etape, hvor Casper Pedersen sikrede en tredjeplads, og derfor kan de alligevel tage hjem med en god oplevelse.

21. etape blev vundet af Wout van Aert. Samlet genvandt Tadej Pogacar det franske landevejsløb med 5 minutter og 20 sekunder ned til Jonas Vingegaard.

Podiet i Paris. Tredjepladsen gik til Richard Carapaz fra INEOS.