Tour de France

Pogacar jubler over anderledes Tour-triumf

Tadej Pogacar kunne søndag for anden gang på ti måneder lade sig hylder som vinder af Tour de France.

Tadej Pogacar var igen at finde på podiets øverste trin, da vinderen af Tour de France søndag aften blev kåret.

Den unge slovener startede løbet som favorit efter sidste års sejr og levede altså op til det.

I hans øjne er dette års triumf anderledes end sidste års.

- Sidste år var det noget mere overraskende. Jeg tog sejren, da jeg ikke forventede det.

- Denne gang var jeg mere forberedt, jeg tog allerede trøjen efter den første uge, så det er helt anderledes end sidste år, siger Tadej Pogacar til TV2 Sport.

- Jeg er virkelig glad. Jeg kan ikke beskrive, hvor glad jeg er. Det er et liv, der er bedre end drømme, siger han.

UAE-kaptajnen fremhæver sin sejr på 17. etape som det, han er mest stolt af i dette års udgave af verdens største cykelløb.

Her vandt Tadej Pogacar på toppen af Col du Portet-stigningen lige foran Jonas Vingegaard og Richard Carapaz.

- Holdet havde arbejdet så hårdt i så lang tid, og da vi så kom til en så hård etape, så valgte vi at gå efter etapesejren, siger Tadej Pogacar.