Tour de France

Vingegaard udpeger personligt højdepunkt i Tour de France

11. etape af Tour de France 2021 vil formentlig være noget, som Jonas Vingegaard husker rigtig længe.

Jonas Vingegaard har haft et fantastisk Tour de France.

Derfor skulle man måske også mene, at det er svært at udpege et højdepunkt.

Men det er - med lidt besvær - lykkes for den unge komet.

- Det er et svært spørgsmål. Så skal det nok være Mont Ventoux-etapen, hvor jeg bare var den stærkeste af alle, siger danskeren.

Vingegaard henviser til 11. etape, hvor han kørte fra alle de andre klassementsfavoritter på vej op ad det legendariske bjerg.

"Fuldstændig surrealistisk"

Selvom han søndag fik turen på podiet i Paris som den første dansker i 25 år, havde han inden 21. etape svært ved at forstå det hele.

- Det er stadig fuldstændig surrealistisk.

- Måden, det hele startede på. Måden, det hele sluttede på, siger han med henvisning til, at Primoz Roglic udgik undervejs - og han selv sluttede på podiet.

Den 24-årige thybo opnåede undervejs også flere topplaceringer på etaperne.

  • 5. etape: Jonas Vingegaard bliver nummer tre (enkeltstart)
  • 17. etape: Jonas Vingegaard bliver nummer to
  • 18. etape: Jonas Vingegaard bliver nummer to
  • 20. etape: Jonas Vingegaard nummer tre (enkeltstart)