Vuelta a España

4. etape | El Burgo de Osma > Molina de Aragón | 17. august

En knold kort op til målstregen kan sætte en stopper for sprinterne, men de vil gøre deres bedste for at klare den.

< 3. etape | 5. etape >

  • Type: Flad
  • Længde: 163,6 km

Se Vuelta a España LIVE på TV 2 PLAY​

Favoritter

***** Michael Matthews

**** Jasper Philipsen

*** Magnus Cort Nielsen, Primoz Roglic

** Arnaud Demare, Juan Sebastian Molano

* Davide Cimolai, Andrea Bagioli, Jon Aberasturi

Det første jeg tænkte, da jeg så etapen

Arrangørerne har prøvet at drille sprinterne lidt med en lille bakke op mod målstregen.

Nøglepunkt

Med en km til mål svinger man skarpt ind på målbakken, og hvis du ikke sidder i en ordentlig position her, så kan du godt vinke farvel til sejren.

Ruten

Feltet kører hele dagen oppe mellem 900 og 1300 meters højde på den spanske højslette. Det er ikke rigtig fladt på noget tidspunkt, men går enten svagt op eller ned. Dog ikke hårdere terræn end det burde blive en massespurt. Der er dog et lille benspænd: Det stiger de sidste 1000 meter af etapen, med cirka 6 procent i snit.

En afslutning, der dermed godt kan minde en anelse om 10. etape fra sidste år til Suances, hvor målbakken dog var 500 meter længere. Her eksploderede de fleste sprinterne fuldstændig på nær Jasper Philipsen, der eksploderede tilpas sent til lige nøjagtigt at få klemt sig ind i top ti, og det endte med, at Primoz Roglic vandt foran en skøn blanding af klassementsfolk og semisprintere.

Derfor kan det godt være en god håndfuld ryttere, der realistisk set kan gøre sig forhåbninger om at vinde etapen. Både de lidt mere klatrestærke sprintere, semisprintertyperne, der håber på, den er for hård til sprinterne, og så de eksplosive klassementsryttere. Udbruddet har måske lidt større chance i dag, hvis sprinterholdene siger, den måske er en tand for hård til os, så det må være op til andre hold at lukke huldet. Jeg tror dog mest på, at sprinterholdene nok skal tage kontrol, og at det bliver en massespurt, hvor klassementsfolkene skal holde sig til, for der kan sagtens opstå huller på den sidste km.