Cykling

Groenewegen vinder første løb siden comeback

Den hollandske cykelrytter Dylan Groenewegen fra Jumbo-Visma vandt tirsdag den første etape af Tour de Wallonie.

For første gang i næsten halvandet år kan Dylan Groenewegen glæde sig over en sejr.

Da han tirsdag spurtede sig først over stregen i belgiske Héron, var det den første succesoplevelse på cyklen for hollænderen i lang tid.

I maj gjorde han comeback i et løb efter en ni måneders lang karantæne. En karantæne, han fik efter at have været skyld i landsmanden Fabio Jakobsens voldsomme styrt i Polen Rundt sidste år.

Mens Groenewegen nu har vundet igen, så har Deceuninck - Quick-Steps sprinter endnu ingen sejre siden det forfærdelige styrt.

24-årige Fabio Jakobsen blev nummer 21 på tirsdagens etape i Tour de Wallonie. Men der var alligevel lovende takter, mener hollænderens sportsdirektør:

- Vi troede på Fabio (Jakobsen red.), og han var også fast besluttet på at få et godt resultat. Desværre blev han låst inde til sidst.

- På trods af det, så var det en god start for os, hvilket giver os selvtillid til de kommende dage, siger Klaas Lodwyck i en pressemeddelelse fra Deceuninck - Quick-Step.

Dylan Groenewegen fører nu etapeløbet, der består af yderligere fire forholdsvis flade etaper.