Tour de France

Vingegaard tror på flere kaptajnroller i fremtiden

Efter podieplaceringen i Paris håber danske Jonas Vingegaard, at han i fremtiden kommer til at køre flere løb som kaptajn for Jumbo-Visma.

I fortiden var det på en fiskefabrik i Hanstholm, men for nyligt var rammerne forvandlet til Frankrigs fornemmeste for Jonas Vingegaard.

Han var på podiet på Paris' pompøse boulevard, Champs-Élysées, som den første dansker i 25 år.

- Det er kæmpe, kæmpe stort. Det er helt fantastisk at stå på podiet i Paris, lød reaktionen fra den 24-årige dansker til TV 2 SPORT.

Jonas Vingegaard kom til det franske etapeløb som luksushjælper for Primož Roglič, men da sloveneren først tabte stor tid og siden udgik, overtog thyboen tjansen som Tour-kaptajn for Team Jumbo-Visma.

Med den flotte andenplads i år kommer fremtiden formentlig til at byde på en mere fremtræden rolle i forskellige løb, forudser Vingegaard:

- Det kan da være, der kommer lidt flere kaptajnroller nu. Det tror jeg da, der gør.

Holdet har et luksusproblem

På det hollandske hold Jumbo-Visma blev danskeren i begyndelsen af årets Tour kaldt "Primozs skygge", fordi han skulle følge Roglic rundt på etaperne og være klar til at bistå med hjælp - måske endda afgive sin cykel i særlige situationer.

Der er ikke planer om, at Jonas Vingegaard skal køre PostNord Danmark Rundt

Jumbo-Vismas pressechef

Om Vingegaards velvoksne skridt ind på den store cykelscene de seneste uger også har bragt ham ud af Roglics skygge, må fremtiden vise.

Den slovenske stjerne er ikke den eneste, som Vingegaard potentielt skal "kæmpe" med kaptajnrollen om på Jumbo-Visma: Tidligere Giro d'Italia-vinder Tom Dumoulin og tidligere treer i Touren Steven Kruijswijk kan hos mange teams tituleres som kaptajn.

Og det hollandske hold råder desuden over lovende ryttere som norske Tobias Foss samt amerikanske Sepp Kuss og belgiske Wout van Aert, der begge vandt bjergetaper i årets Tour de France. Så alt i alt er der nok gode ryttere at vælge mellem for Jumbo-Visma-ledelsen.

- Jeg tror, at det er et luksusproblem, holdet har nu. Hvad der skal ske, må du spørge dem om, siger Jonas Vingegaard.

Spansk klassiker er næste opgave

Til gengæld har danskeren helt styr på, hvad han selv skal det næste stykke tid:

- Nu skal jeg slappe af sammen med min familie, lyder det med et lettet suk fra en tilfreds, træt Vingegaard.

- Jeg har ikke været hjemme i to og en halv måned, så det glæder jeg mig meget til.

Hvornår skal du køre cykelløb igen?

- Om to uger. I San Sebastián, siger Jonas Vingegaard.

Klassikeren, der bliver kørt i det bjergrige Baskerland, køres lørdag 31. juli og bliver vist på TV 2 SPORT.

Små to uger efter køres Danmarks største etapeløb, PostNord Danmark Rundt. Et løb, som Jonas Vingegaard blev nummer to i 2019.

Men umiddelbart bliver det ikke et gensyn med det nationale løb for den danske darling, da det ikke er en del af hans løbskalender for resten af sæsonen.

- Der er ikke planer om, at Jonas Vingegaard skal køre PostNord Danmark Rundt, skriver Jumbo-Vismas pressechef i en SMS til TV 2 SPORT.