Cykling

Fabio Jakobsen tager første sejr et år efter grimt uheld

Dylan Groenewegen og Fabio Jakobsen har nu på to dage taget deres første sejr siden styrtet i Polen Rundt.

Den hollandske sprinter Fabio Jakobsen fra Quick Step vandt onsdag anden etape af cykelløbet Tour de Wallonie efter en massespurt.

Det er Jakobsens første sejr siden det voldsomme styrt i Polen Rundt for næsten et år siden, hvor han efterfølgende lå i kunstig koma i to dage.

- Jeg tror, dette betyder slutningen på min rehabilitering. Nu kan jeg sige, at jeg er tilbage, og jeg glæder mig til at vinde mere, siger Jakobsen i en Twitter-video fra hans hold.

Sejren er endnu mere speciel, for på tirsdagens første etape var det landsmanden Dylan Groenewegen (Jumbo-Visma), der sejrede i en massespurt.

Groenewegen var rytteren, der var skyld i styrtet, og det var også hans første sejr siden episoden i Polen, hvor han fik ni måneders karantæne fra cykelløb.

De to sprintere har dog ikke været i ren duel mod hinanden i løbets to spurter indtil videre. På første etapes massespurt blev Jakobsen lukket inde og blev blot nummer 21, mens Groenewegen på dagens anden etape ikke kom i top ti.

Flere operationer

Styrtet i Polen skete 5. august sidste år, hvor 1. etape af World Tour-løbet skulle afgøres i en massespurt.

Groenewegen kæmpede hårdt med landsmanden Fabio Jakobsen om sejren, og pressede undervejs Jakobsen op imod afspærringen.

Barrieren gik i stykker, så Jakobsen blev sendt på en flyvetur og pådrog sig alvorlige og livstruende skader.

Dylan Groenewegen i gult tøj forårsagede det voldsomme styrt.

Den 24-årige hollænder overlevede efter en periode i kunstig koma og har siden været igennem talrige operationer blandt andet i ansigtet og kæben.

Jakobsen gjorde comeback i april i Tyrkiet Rundt og har efterfølgende kørt flere løb, men har ikke været i nærheden af de sjove placeringer indtil sejren onsdag.

Det er 19. sejr i karrieren for den hurtige sprinter. Han har blandt andet to etapesejre i Vuelta a España fra 2019.