OL Tokyo 2020

Pogacar anede ikke, hvad han lavede, da han angreb

Tadej Pogacar var lykkelig over sin bronzemedalje, som kom i hus til trods for et tvivlsomt angreb undervejs.

Når man netop har vundet Tour de France og kører OL på en kuperet rute i Tokyo, vil man per automatik være blandt favoritterne.

Det var dog et overraskende syn, da Tadej Pogacar som den første af lørdagens forhåndsfavoritter åbnede med et tidligt angreb.

- Jeg følte mig godt kørende, men jeg ved faktisk ikke, hvad jeg tænkte, da jeg angreb. Jeg forsøgte mit bedste, men fortrød hurtigt og håbede, at stigningen ville slutte, siger Pogacar til Cyclingnews.

Angrebet omkring 37 kilometer fra målstregen endte uden succes. Det var til gengæld med til at danne en decimeret gruppe af løbsfavoritter, og det udfald glæder han sig over.

- Da jeg så favoritgruppen blive formet, var jeg ret glad. Det havde ikke været en god ide at køre solo – det havde været for hårdt, siger han.

I forbindelse med angrebet blev Pogacars slovenske holdkammerat Primoz Roglic noget overraskende sat fra favoritgruppen.

Fuglsang med i gruppen

I gruppen, der blev dannet i forbindelse med Pogacars angreb, sad blandt andre Jakob Fuglsang og den senere vinder af løbet, Richard Carapaz.

Den slovenske Tour de France-vinder endte som nummer tre, og det var han meget glad for, selvom få centimeter adskilte ham fra en sølvmedalje i spurten mod Wout van Aert.

- Jeg gav alt, jeg havde. Jeg vidste ikke, om jeg blev toer eller treer. Det betyder slet ikke noget – en medalje er en medalje, som vi siger. Det er helt fantastisk.

Jakob Fuglsang blev bedste dansker som nummer 12.