Cykling

Pogacar underskriver usædvanlig lang kontrakt

Tadej Pogacar bliver hos UAE frem til udgangen af 2027, meddeler holdet på sin hjemmeside.

Cykelstjernen Tadej Pogacar bliver hos sit nuværende hold i en rum tid fremover.

UAE Team Emirates skriver fredag, at den 22-årige slovener har forlænget sin kontrakt frem til udgangen af 2027, hvilket er en usædvanlig lang kontrakt i cykelverdenen.

Han havde dog i forvejen en kontrakt, der løb til udgangen af 2026.

Pogacar debuterede i 2020 i Tour de France og tog den samlede sejr, og han gentog denne sommer kunststykket, da han sluttede mere end fem minutter foran sin nærmeste konkurrent - danske Jonas Vingegaard.

- Jeg er virkelig glad for at dedikere min fremtid til holdet og blive her i de kommende år. Jeg føler mig hjemme. Det føles som en stor familie.

- Jeg ser frem til, hvad de kommende år bringer. Forhåbentlig mere succes for mig og holdet. Jeg håber, vi inspirerer mange børn til at cykle, siger Pogacar.

UAE-direktør Mauro Gianetti er begejstret for sin stjerne.

- Vi har opbygget en trup af unge talenter, og Tadej har siden begyndelsen været en vigtig del af den proces. Vi har set ham vokse fra teenager til en ung mand, og han har opnået noget fantastisk.

- Han inspirerer ikke kun sine holdkammerater, men også en hel generation af unge cykelryttere i Forenede Arabiske Emirater og i hele verden, siger Gianetti.

Pogacar fulgte i sidste uge flot op på sin Tour de France-triumf, da han tog bronze i landevejsløbet ved OL.