Dansker giver status, efter han kørte ind i væg
Mikkel Honoré var igennem lidt af hvert, da han var tæt på sejren i San Sebastian Klasikoa.
- Det var et perfekt løb.
Ordene er fra den danske cykelrytter Mikkel Honoré i kølvandet på dette års dramatiske afslutning på den spanske klassiker San Sebastian Klasikoa, som danskeren formentlig aldrig kommer til at glemme.
Den 24-årige jyde sad med i den kvartet, der skulle køre om sejren, men med 4,9 kilometer til mål styrtede Deceuninck - Quick-Step-rytteren på en lille nedkørsel, og alt håb om en dansk sejr syntes ude.
Danskeren var dog hurtigt tilbage på benene og på cyklen, satte jagten ind og skulle alligevel til sidst spurte med om sejren.
- Jeg slog min arm en lille smule, men det er okay, og det kunne have været værre, fortæller Honoré i et interview med Cycling Pro Net.
I spurten om sejren kom den danske cykelrytter dog til kort. Matej Mohoric var en smule hurtigere end Honoré, men ingen af de to kunne slå EF-rytteren Neilson Powless.
- Shit happens. Jeg havde lidt smerter i min arm i spurten, men med al adrenalinen og så videre, mærkede jeg ikke meget til det. Jeg mistimede sprinten lidt og kom nogle sekunder for sent, men det sker i cykling, forklarer Deceuninck-danskeren til Cycling Pro Net.
- Jeg er lidt skuffet, men også glad for mit første podie i et World Tour-løb. Det får jeg en masse selvtillid af.
En god dag trods alt
Der er da også god grund til at tage masser af momentum og selvtillid med sig videre for Mikkel Honoré.
Godt nok glippede sæsonens tredje sejr, men formen giver forhåbninger om en stor sensommer for den unge dansker.
- Det var et perfekt løb, og det er godt at være tilbage. Desværre blev det ikke til en sejr, så jeg er en smule skuffet, men det var en god dag i sidste ende, indrømmer Honoré.
Hos sportsdirektøren for Team ColoQuick Christian Moberg, der var ekspertkommentator på TV 2 SPORT til løbet, er der stor begejstring at finde over Mikkel Honorés præstation.
- Mikkel opsøgte det, han skulle, inden finalen rigtig gik løs. Han kørte, inden favoritterne gjorde noget, og han holdt sig til Mohoric.
- Vi så, at han var lidt uheldig i finalen, hvor han kørte ind i en væg, men kæmpede sig tilbage, og det er flot, at han bliver nummer tre.
Top-tre i San Sebastian Klasikoa
- Neilson Powless (EF Education - Nippo)
- Matej Mohoric (Bahrain Victorious)
- Mikkel Honoré (Deceuninck - Quick-Step)
Den danske Tour de France-helt Jonas Vingegaard var også med og kom i mål lidt over et minut efter Honoré som nummer otte.