Landstræner skifter rytter ud hos dansk guldhåb

Julius Johansen er røget af 4000-meterholdet, selv om han sidste år var med til at sætte tre verdensrekorder.

Sidst banelandsholdet var i aktion ved et stort mesterskab, var Julius Johansen med til at sætte tre verdensrekorder på to dage i 4000 meter holdforfølgelsesløb.

Alligevel må han finde sig i en tjans som reserve, når holdet indleder jagten på OL-guld i Tokyo i kvalifikationsløbet på mandag.

Niklas Larsen er nemlig vendt tilbage i topform efter et benbrud, og det koster den tidligere juniorverdensmester på landevej pladsen på OL-holdet.

- Julius Johansen vil være reserve i kvalifikationen, og så vil jeg vurdere situationen igen derefter, siger landstræner Casper Jørgensen.

Det er ham, der har truffet det svære valg at udskifte en fjerdedel af den kvartet, der ryddede al modstand af vejen ved VM i Berlin.

Niklas Larsen var indtil sin alvorlige skade en fast del af holdet og var også med til at vinde bronze i disciplinen ved OL i Rio de Janeiro for fem år siden.

Lasse Norman Hansen, Rasmus Lund Pedersen, Julius Johansen og Frederik Rodenberg Madsen blev verdensmester i 4000 meter holdforfølgelsesløb og forbedrede verdensrekorden markant. Video: TV 2 Sport

Aller rytterne er bedre nu

Landstræneren vurderer, at OL-holdet er bedre, end det, der ved VM endte med at hakke knap fire sekunder af den eksisterende verdensrekord.

- Ja, men det har ikke noget at gøre med, at vi har skiftet ud. Jeg synes, at alle fem ryttere er bedre nu, end de var i Berlin, siger Casper Jørgensen.

Ud over Niklas Larsen er det Rasmus Lund, Lasse Norman Hansen og Frederik Rodenberg, der skal forsøge at indfri de opskruede forventninger om dansk succes på cykelbanen.

Dermed er tre fjerdedele af bronzeholdet fra Rio samlet igen. Fra dengang mangler kun Casper Folsach, der er blevet erstattet af Rasmus Lund.

Og der er grund til optimisme, mener landstræneren.

- Forberedelserne er gået rigtig godt, og vores træninger her i Tokyo er også forløbet fint, opsummerer Casper Jørgensen.

OL i banecykling starter mandag den 2. august.