OL Tokyo 2020

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger banelandstræneren

Den danske lejr havde svært ved at sætte ord på den vilde OL-semifinale, som blandt andet bød på styrt.

Først lå de til at vinde klart. Så troede de, det var slut.

Og så var de alligevel i OL-finalen. Banelandsholdet havde noget af en formiddag på den olympiske cykelbane.

Et styrt var ellers ved at koste videre deltagelse, men arrangørerne sendte alligevel danskerne videre, da de havde hentet briterne.

Banelandstræner Casper Jørgensen beskriver det i virkeligheden meget godt selv.

- Det har været en helt grotesk dag. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vi skulle køre mod dem og vidste ikke, om vi kunne slå dem. Og så ser det ud til, vi slår dem suverænt, men vi vælter. Det var helt vildt, siger han til DR.

Manden i midten

Det var Frederik Rodenberg, der pludselig lå og rodede rundt på gulvet med Charlie Tanfield.

Egentlig skulle danskeren havde været advaret med et flag, fordi det britiske hold var splittet op, men det skete ikke. Derfor så danskeren slet ikke sin modstander, før det var for sent.

Alligevel lader han sig ikke sådan påvirke.

- Jeg tror bare, det gør os mere sultne. Målet er det samme, og der her har bare været et bump på vejen. Jeg tror, der skal en del mere til at slå os ud. Det er det her, vi har kæmpet for i mange år, siger hovedpersonen.

Sådan gik det til...

Hvis du sidder og er lidt forvirret over, hvordan hele forløbet så ud, kan overblikket herunder forhåbentlig hjælpe:

  • Starten går på banelandsholdets semifinale mod briterne.
  • Danmark er på vej til at hente briterne.
  • Da danskerne henter briterne, kører Frederik Rodenberg ind i Charlie Tanfield.
  • Der var herefter stor tvivl om, hvem der var i finalen.
  • UCI bekræftede efterfølgende, at Danmark var i finalen.
  • Trods meldingen, følte det danske landshold sig ikke sikre, inden meldingen kom i højtaleren på cykelbanen.
  • Først da meldingen kom over højtaleren, turde 4000 meter-holdet at tro på det.

Danmark kører finale mod Italien onsdag.