OL-helte fejret i lufthavnen: - Er det rigtigt guld, far?
De danske guldvindere i parløb Lasse Norman Hansen og Michael Mørkøv landede søndag aften i Københavns Lufthavn i Kastrup.
- Er det rigtigt guld, far?
Sådan lød spørgsmålet fra den danske OL-guldvinder Michael Mørkøvs lille søn Frederik, da Mørkøv og Lasse Norman Hansen kort efter klokken 22 søndag aften vendte hjem til familien, der ventede i Københavns Lufthavn i Kastrup.
Godt halvandet døgn forinden vandt de to parløbet ved OL på cykelbanen i Izu i Japan, og svaret fra Michael Mørkøv til sønnen var klart.
- Selvfølgelig er det rigtigt guld, sagde Michael Mørkøv til sin søn.
Familie, venner, cykelfans og Martin Elleberg Petersen, formanden for Danmarks Cykle Union (DCU), var mødt frem i lufthavnen med champagnen klar.
Masser af blomster
Men det var Mørkøvs to børn, Alberte og Frederik, og hans kone Trine, der var allergladest for at få deres far hjem - og Alberte og Frederik fik masser af kram af deres far.
- Vi har fået masser af blomster, fordi du har vundet guld, kunne Alberte fortælle sin far.
For Trine Mørkøv, der venter parrets tredje barn - som skal opkaldes efter en anden OL-guldvinder Viktor Axelsen - var det dejligt at få sin mand hjem som OL-guldvinder.
- Det er fantastisk. Vi er bare glade og stolte. Det var frygteligt at se på, fordi det var så spændende, siger Trine Mørkøv om det parløb, der sikrede de to danskere deres OL-guld.
Festede alene
Den anden hjemvendte guldvinder Lasse Norman Hansen kunne fortælle, at mens håndboldherrerne fejrede deres sølvmedalje i OL-byen i Tokyo, så blev der ingen guldfest for dem i Japan.
- Mens håndboldherrerne festede på ambassaden, sad vi helt alene og måtte lave festen selv, sagde Lasse Norman Hansen med et grin.
Lasse Norman Hansen, der nu med fem OL-medaljer i alt ved flere Olympiske Lege, har meldt sig ind i en eksklusiv klub på tre danskere med fem OL-medaljer, var også glad for se familie og venner igen.
- Det var virkelig dejligt at komme hjem til venner og familie. Det har været en lang tur, sagde Lasse Norman Hansen.
Men der er hverken tid til fest eller megen hvile nu for de to travle cykelryttere, der allerede fra i morgen forlader familierne igen for at deltage i Post Danmark Rundt, der begynder tirsdag.
- Jeg ser rigtigt meget frem til at køre Post Danmark Rundt sammen med Lasse. Jeg har ikke kørt Post Danmark Rundt i seks år, og vi glæder os også til at blive hyldet dér for guldmedaljerne, siger Michael Mørkøv.