Vuelta a España

INEOS udtager stjernespækket trup til Vueltaen

Den regerende Giro d'Italia-vinder og nummer tre i Tour de France er begge på Team INEOS' hold.

Der bliver masser af stjerner ved dette års Vuelta a España, og INEOS Grenadiers bringer mange af dem.

Holdet har mandag eftermiddag offentliggjort sine otte ryttere, og kvaliteten er høj.

INEOS' Vuelta-hold:

  • Egan Bernal
  • Richard Carapaz
  • Jhonatan Narváez
  • Tom Pidcock
  • Salvatore Puccio
  • Pavel Sivakov
  • Dylan van Baarle
  • Adam Yates

Kaptajnen bliver formentlig Egan Bernal, som jagter sin tredje Grand Tour-sejr. I 2019 vandt han Tour de France, og tidligere på året vandt han Giro d'Italia.

Det italienske løb blev i 2019 vundet af Richard Carapaz, som også er at finde på INEOS-holdet. Han blev i år nummer tre i Tour de France. Begge ryttere er blandt favoritterne til den samlede Vuelta-sejr.

Den største favorit er dog Jumbo-Vismas Primoz Roglic, som jagter revanche, efter han styrtede og måtte udgå af Tour de France.

Movistar udtog mandag også et slagkraftigt mandskab til Vuelta a España.

Løbet begynder 14. august. Alle etaperne kan ses på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.