OL-guldvinder opkalder søn efter Viktor Axelsen
Cykelrytteren Michael Mørkøv vandt lørdag OL-guld. Nu afslører han, at hans kommende søn skal opkaldes efter en fynsk OL-guldvinder.
Til december bliver den 36-årige cykelrytter Michael Mørkøv far for tredje gang.
Navnet er allerede på plads. Det skete, da den fynske badmintonspiller Viktor Axelsen vandt OL-guld.
- Der kommer en Viktor i december, og han er opkaldt efter ham, der vandt en guldmedalje for en uge siden, siger Michael Mørkøv til dr.dk.
Michael Mørkøv vandt selv OL-guld lørdag, da han sammen med sin fynske makker Lasse Norman Hansen sejrede i parløb.
Første søn opkaldt efter kronprinsen
Også her hentede cykelrytteren fynsk inspiration fra badmintonbanen.
- Jeg har fundet kæmpestor inspiration i Viktor Axelsen under den her olympiade. Jeg har fulgt hans badmintonkampe med stor glæde og set, hvordan han fejede modstanderne af banen.
- På alle 50 kilometer her i finalen var det eneste, jeg tænkte på, at være lige så cool som ham, da han spillede finalen. Det var vi, og vi vandt også i sidste serv, siger Mørkøv til DR.
I forvejen har Michael Mørkøv datteren Alberte og sønnen Frederik, der er opkaldt efter kronprinsen.
Viktor Axelsen er stolt over Mørkøvs gestus:
- En gigantisk ære og helt vildt. Michael og Lasse (Normand, red.) er de største chefer, skriver badmintonspilleren på Twitter.