Cykling

Groenewegen bøjer sig for Mads Pedersen

Danske Mads Pedersen var først over målstregen på 2. etape af Danmark Rundt. Her kørte han forbi den hollandske topsprinter Dylan Groenewegen.

Spurten blev åbnet tidligt. Han kørte forbi den ene, så den anden, og til sidst krydsede Mads Pedersen målstregen som den første rytter.

Danskerens veltimede spurt på 2. etape af Danmark Rundt imponerede ikke kun de danske cykelseere, men også Pedersens direkte konkurrent på onsdagens spurt Dylan Groenewegen.

- Mads er ikke en rendyrket sprinter. Men i den her finale, som bare blev hårdere og hårdere, er han en virkelig stærk sprinter.

- Den sidste kilometer var rigtig hård, og jeg synes, Mads var virkelig stærk. Jeg havde nogle problemer med Giacomo Nizzolo i sprinten, hvor jeg mistede lidt fart, men Mads var bare virkelig stærk, selvom det var en hård finale, siger Groenewegen til TV 2 SPORT.

Dylan Groenewegen blev nummer tre på etapen - få centimeter efter onsdagens nummer to, Giacomo Nizzolo.

Skød tidligt afsted

Kort inden den afgørende spurt øjnede Groenewegen ellers en chance for at vinde for anden dag i træk.

Mads Pedersen rykkede nemlig afsted et godt stykke før målstregen, og den hollandske sprinter troede kortvarigt, at spurten var sat i gang for tidligt.

- Han stak afsted meget tidligt. Jeg troede måske endda, det var for tidligt. Men han har en rigtig god timing, og han endte med at vinde, siger Groenewegen.

Den danske etapevinder var udmærket klar over, at spurten blev åbnet tidligt, men det var nødvendigt for at sikre sig den bedst mulige placering kort før mål.

- Jeg ligger på hjul af Casper Pedersen, og lige pludselig sætter han farten lidt ned. Jeg skal højre om ham, så jeg er nødt til at åbne spurten lidt tidligt. I det moment har jeg ikke lyst til at stoppe igen.

- Så min plan var at komme hurtigst muligt op på siden af Groenewegen og holde ham lidt der, så han ikke ville kunne komme forbi mig på venstre side. Det lykkedes heldigvis, siger Mads Pedersen.

Mere trimmet end under Touren

Mads Pedersen kommer til Danmark Rundt efter en sommer, der blandt andet har budt på deltagelse i Tour de France.

Efter deltagelsen i verdens største cykelløb kunne man måske forvente, at de mange kilometer på de franske veje stadig kunne mærkes i benene. Det kan de i givet fald også, men for Mads Pedersen har det hårde etapeløb haft en positiv effekt på hans nuværende form.

- Touren giver så meget på formen og på farten. Jeg er i hvert fald mere trimmet end under Touren, så det har betalt sig at køre igennem Frankrig, siger onsdagens etapevinder.

På 3. etape af PostNord Danmark Rundt skal rytterne ud på en tur på 218 kilometer mellem Tønder og Vejle.